United States or Marshall Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !


Og atter syntes det ham nu som dengang, at den lille Sky kom nærmere og nærmere, indtil den tilsidst svævede ind ad det aabne Vindue, og En stod ved hans Side, hvis Øine lyste som to Stjerner, og om hans Hoved straalede en klar Lysglorie. »Troer Du nu?« »Ja Herre, nu troer jeg«, svarede Thjodolf. »Saa har Du vundet Livet« og saa døde ThjodolfHer taug Emmy og vi Andre taug ogsaa.

Og Thjodolf kunde tæmme den sorte Hingst, men der var Ingen, som kunde tæmme Thjodolf. Hans Moder græd saameget over ham, at hun døde af Sorg, men Thjodolf blev ikke mildere for det. Da Thjodolf var tyve Aar gammel, døde ogsaa hans Fader.

Thjodolf laa med halvtillukkede Øine, thi Solen brændte varmt ned paa ham.

Men Thjodolf formaaede ikke at sige Ja, han bød sine Mænd at føre Ynglingen ned i Skibsrummet og forvare ham vel der.

Men i det Samme var Alt forsvundet: Thjodolf saae kun den lille hvide Sky langt borte. Pilen faldt pladskende i Vandet et Stykke borte fra Skibet. »Hvorfor skjød Du den Pil bortspurgte en af Thjodolfs Mænd ham, som stod ved hans Side. Thjodolf svarede Intet, men slog Buen saa haardt mod Skibsrælingen, at den sprang.

Nu var Thjodolf en lykkelig Mand: han havde en elskelig Hustru og en trofast Ven, hans Navn var kjendt over Land og Hav, og Gods og Guld havde han fuldt op af. Men det gamle, vilde Sind boede endnu stedse i ham.

Thjodolf gik da selv ned i Skibsrummet, men han kunde heller ikke finde ham. Nu meente Thjodolf, at det var den lede Trolddom og Kogleri Altsammen, som Utgardeloke havde sendt ham for at bringe ham til at fornægte de gamle Guder, og han besluttede, om han nogensinde atter skulde møde hin Yngling, da at hugge ham i tusinde Stykker.

Thjodolfs Moder Ingeborg derimod var mild, blid og elskelig, og hun græd ofte sine modige Taarer, naar Thjodolf mishandlede Trællene. Paa den Tid begyndte Læren om den hvide Christ at udbrede sig i Norden, men Knud hadede denne Lære, thi den tyktes ham at være en Tro for Qvinder og ikke for Mænd.

Han troede paa de gamle Guder, og hver Morgen offrede han til Odins Øie, naar det blankt og straalende hævede sig over Havet for at skue ud over den ganske Jord. Thjodolf troede, som hans Fader troede; men Ingeborg var hemmelig Christen, og hun bad Dag og Nat til Gud, at han vilde omvende hendes Mand og hendes Søn.

Han spurgte dem, om de atter vilde følge ham i Ledingsfærd, og de sloge paa deres Skjolde og raabte, at de vilde følge ham til Verdens Ende. Atter besteg Thjodolf sit Skib og foer vide ud over Havet. Han drog nu ned til Syden, til Vælstland og Grækland, thi der nede fra var jo Læren om den hvide Christ kommen, saa var det jo ogsaa bedst at begynde fra neden, om man vilde rykke den op med Rode.