United States or Saint Lucia ? Vote for the TOP Country of the Week !


De raabte alle med, med skinnende Ojne, og paa en Gang sang de, "den tapre Landsoldat", med hoje, larmende Roster, alle undtagen Provsten, der begyndte at gaa op ned paa Gulvet, urolig som paa de store Offerdage i sit Sakristi, og Kammerherren, som kun stod med sit hvide Skjortebryst frem og smilte. Gamle Fangel vaagnede af sit Blund ved Sangen.

Madam Bolling var listet ud og ind: hun vilde jo saa gerne hjaelpe. Men Fru Appel blev kun siddende ubevaegelig, og Madam Bolling stod raadvild med Koppen med Suppe til hun gik igen. Kun en Gang havde Fru Appel loftet Hovedet og, mens Taarerne brod ud af hendes Ojne, havde hun sagt: -Han er jo saa ung.

Tine fortalte op om alting med en munter Stemme, mens hun lagde Taeppet bedre sammen om hans Ben: Du maa ikke fryse, Fa'er, sagde hun: du maa holde det om dig. Og hun fortalte. Ude i Stuerne begyndte de at bryde op og der blev Stoj i hele Huset, oppe og nede. -De skal jo rykke ud, Fa'er. sagde Tine ind i hans Ojne.

-Men De traenger til Sovn, vendte han sig til Tine, hvis Ojne var blanke og vidtopspaerrede, som saa hun et Syn. Ja, hun gaar med mig, sagde Berg. De gik. Heste og Vogne og Mennesker blev til et i Natten. Berg og Tine lob gennem Uvejr og Stimmel, fulgte af de gjaldende Hunde. Og midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begaer.

"Naar hans Soldater glider ud paa Isen eller snubler over Jordklumperne, medens vore Kugler gor lyst imellem ham og hans Blod farver de hvide Marker rode...." Provsten holdt inde. Men der hortes ikke en Lyd; det var som de alle med deres skinnende Ojne saa baade Marker og Blod.

Doren til Majorens Stue gik op, og Hojaervaerdigheden vilde styrte sig over de to Herrer af Staben. Men de gik ham forbi med en Hilsen, der brat bred hans Ordstrom af, og de vendte tilbage til deres Heste. De folte ikke mer Dyrene under sig og ikke deres egne Lemmer, og deres Ojne braendte som hos en Lods, der strider med Morket. Kaptajnen vendte tilbage, men ingen turde sporge.

Blandt Officererne talte han aldrig, men sad kun, genert eller drommende, hen og smilte saa undertiden med et Par store Ojne, som saa han et pludseligt Syn; eller han rejste sig og gik med et og uden Anledning ud af Stuen ned om Dammen, hvor der var ensomt rundt om Dammen.

Gid Tilliden ikke maa blive gjort til Skamme, gid Modet maa blive lonnet, og gid mit naeste Budskab maa lyde: Sejr. Jeg haaber det, vi haabe det alle ; men Afgorelsen ligger i Guds Haand". Provsten holdt inde og lagde Avisen ned paa sit Knae, men Kapellanen sagde med vidtopspilede Ojne: -Ja, Gud vil vaage over sit Danmark.

-Saa er det vel os, sagde Berg, der pludselig stod foran Tine. Svimmel saa hun kun hans Ansigt. -Ja, sagde hun blot, og de begyndte at danse. Hendes Svimmelhed svandt bort og alting saa hun og horte hun om sig som med hundrede Sanser og saa dog kun ham, hvis Ojne hvilede paa hendes Ansigt, mens de dansede laenge. Majoren fortalte Historier igen, og hun horte de to Kaptajners Stemmer.

Det var, som Berg selv folte en pludselig Ro, efter mange Timers stumme Hidselse, ved sine egne Ord. -Nej, det har jeg jo sagt, det har jeg jo sagt ... Ogsaa Madam Bolling blev paa en Gang roligere og begyndte at torre sine Ojne; og, ligesom undskyldende sig paany, sagde hun: -Aa ja se, man gor jo meget af lidt, meget af lidt, Skovrider.... Men, hvem har sine Sanser hvem har sine rigtige Sanser?