United States or Cayman Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Konferensraaden sad ene foran sit tomme Bord. Det vanføre Hoved faldt pludselig halvt forover, som om det havde mistet sin Støtte. ... Da Faderen hørte Hans Excellences Vogn vende hjem, gik han selv ned i Døren til Porten: -Hvor Du kommer sent. -Det er Hestene, sagde Hans Excellence: den Mand kører som kørte han til Lig.
Den havde absolut mistet Smagen for Bevægelse. Ved hvert tiende Skridt stod den stille og hylede med Halen mellem Benene. Naar ingen saa' det, tog Frøken Jensen den paa Armen og bar Bel-ami. De spiste Klokken seks. "Træet" stod i et Hjørne. Lille-Bentzen var med strøget Hanekam og i Konfirmationsfrakke. Han spiste som en Ulv.
Det kunde de da godt faa; men saa skulde de lade være med at drive Spot med den Slags Ting, Det var saamænd svært nok for et Par gamle Forældre at have mistet deres Dreng. Da de havde faaet at drikke, gik de til hendes Forældre. Det samme.
Men han sagde til alle: "Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig; thi den, som vil frelse sit Liv. skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det. Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet den hele Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv?
-Han og han løftede Haanden mod den døde Generalstabsofficers Billede døde heller ikke for Fædrelandet, men for sin Tro, som han havde mistet. . . Fru Urne havde maaske ikke forstaaet eller hendes Tanker var blevet hos Sønnerne, for hun sagde: -Men naar de rejser, baade Vilhelm og Christian, saa er der slet ingen Unge af Slægten tilbage i Landet.
Professor Storch havde ment, at dette heller ikke havde været Meningen og ikke behøvedes; men jeg gjorde ham opmærksom paa, at Overkirken slet ikke kunde undværes, da Kirken, der i sig selv var meget lille, ved Ombygningen havde mistet en hel Del Siddepladser.
Men han talte denne Lignelse til dem og sagde: "Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Får og har mistet eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det på sine Skuldre med Glæde.
Castor syntes først ligesom at studse; saa virrede den protesterende med Hovedet, stejlede, prustede, bed i Bidslet, satte derpaa frem i et Spring og fôr i vild og vanvittig Karriére Manegen rundt. Det saa ud, som havde Ryttersken mistet Herredømmet over sin Hest. Mona! Mona! skreg Hofjægermesteren i Angest. Ogsaa Nils Uldahl skreg, men uartikuleret og uden selv at vide af det.
Han fortalte om hele sit Liv, om sin Barndom, om sin Slægt, der døde ud, om sin Mission, om Vejen, han maatte gaa, om det eneste Haab, om Aladdinsdrømmene, han havde mistet, om Noureddin vidste han det selv. Det var forvirret, vildt; en Sjæls Forpinthed, der klamrede sig til et Halmstraa, en Ulykkelig, der kæmpede mod Dødens Angst. Han syntes, han maatte røre Sten, mens han talte.
Hver Elskovsrus, der fanged os, bar Smerten i sit Skød. Hvert Elskovsord, der naar os, har mistet alt sin Lød. Hvert Lykkespind, vi spandt, det brast, imens vi spandt. Da det første Kys han gav, hans Tanker en anden gjaldt. -Hvor den Sang er sørgelig, sagde Tine. Moderen sad lidt, saa sagde hun: -Men, véd De, hvad jeg vilde ønske, Tine? -At jeg kunde skrive en Sang saa sørgelig som Livet.
Dagens Ord