United States or Puerto Rico ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Sov vel, sagde hun, og hun kyssede Drengen paa Panden. -God Nat, Moder. Moderen sad ene. De sidste Lys flammede op som Blus og sluktes. Træet var mørkt. Gennem Stuerne derinde hørtes Faderens Skridt. -Er De her, Frue? sagde Tine, der vendte tilbage. -Jeg sidder her. De var tavse et Øjeblik. Saa sagde Moderen: -Tine, tag Karmen for Døren bort. Tine gjorde det. -Og luk op, sagde Moderen.
Hun nikkede barnligt til sig selv i Spejlet og sagde "Skaal". Frøken Jensen var i en ny Chignon, hun havde foræret sig selv til Jul. Hun bar nu Haar af tre Nuancer. Frøken Jensen blev lidt efter lidt glad ved sig selv. Efter Bordet, medens Træet blev tændt, forsøgte Lille-Bentzen at springe Buk over Marie-Pige ude i Køkkenet. Katinka gik stille om og gav sig god Tid med at tænde.
Hun stod midt paa Tærskelen. -Hvor er mit Bord? -Hvor er mit? lød Børnenes Kor. -Dér, dér, sagde Moderen. Hendes Ansigt lyste. Børnene stod om hende i Flok med oprakte Hænder. -Mo'r, Mo'r raabte de, nu det fra Træet nu det fra Træet. -Ja. De sidste Gaver laa pakkede ind i mange Papirer ved Juletræets Fod. Moderen krøb rundt paa Gulvet, mens hun tog dem frem og samlede Pakkerne i sin Favn.
Udenfor Haven gik en Brink brat ned til Fjorden, hvis blanke isdækte Flade strakte sig som et bredt skinnende Baand mellem de sneedækte Banker paa begge Sider. »Sæt Dem nu ned paa min Bænk, saa skal De see en udmærket Udsigt« jeg saae mig omkring, men kunde ingen Bænk see. Andrea Margrethe lo. »Nei De skal op i Træet«, sagde hun endelig, »der er min Bænk oppe.
Og han viste mig Livets Vands Flod, skinnende som Krystal, udvæld de fra Guds og Lammets Trone. Midt i dens Gade og på begge Sider af Floden voksede Livets Træ, som bar tolv Gange Frugt og gav hver Måned sin Frugt; og Bladene af Træet tjente til Lægedom for Folkeslagene.
Hele Dagen gik Moderen og maalte og vejede med Øjnene, og var der for lidt paa et Bord, stjal hun lidt fra et andet. Træet blev tændt. Tine stod paa en Stige, mens hun tændte det. Det var kun Sølv og Sølv og lutter hvide Lys. Moderen gik rundt om Træet. -Der er ét endnu, sagde hun. Og hun pegede paa et utændt Lys. Hun kunde aldrig faa Lys nok, og hun satte dem paa Grenene saa altfor tæt.
Bai og Lille-Bentzen smaasov i Kontoret. Katinka og Jensen sad i Stuen, hvor Træet brændte ned. Lille-Jensen nikkede i Blundet og stødte Hovedet mod Klaveret.... Katinka saa' paa det slukkede Træ. Hendes Haand gled sagte hen over Huus' Depesche, som laa i hendes Skød. Vinteren gik og Vaaren og Somren, der smilte over Markerne.
Magdalene kaldte han hende, fordi det var et Navn, men hun hed det nu ellers ikke, hun kunde for den Sags Skyld . . . kort sagt, hun var i alt Fald til, siden hun gik der lige saa stærk og køn som et andet Menneske. Tag hende du da, sagde Kese. Hun er let kommen, let skal hun gaa! Kese spyttede i Hænderne og svang Øksen mod Træet. Han holdt ikke flere Taler siden.
De to løse Ender af Rebene blev derefter kastet ned, og jeg ventede nu med nogen Nysgerrighed og en Smule Frygt paa, hvad der videre skulde ske. Hele Banden greb nu fat i det ene Reb, bøjede Træet ned i en Bue og fastgjorde det til en Træstub.
-Det er snart brændt ned, sagde Katinka og slukkede. Lysene begyndte at brænde ned et efter et, og Træet blev mørkt. De sad, helt vaagne igen, og saa' paa det slukkede Træ kun et Par Lys brændte svagt endnu. De blev begge grebet af den samme stille Sørgmodighed ved at se paa de sidste smaa Lys, det var, som de kun fremhævede det mørke, døde Træ. Frøken Jensen begyndte at tale.
Dagens Ord