United States or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !


Magdalene kaldte han hende, fordi det var et Navn, men hun hed det nu ellers ikke, hun kunde for den Sags Skyld . . . kort sagt, hun var i alt Fald til, siden hun gik der lige saa stærk og køn som et andet Menneske. Tag hende du da, sagde Kese. Hun er let kommen, let skal hun gaa! Kese spyttede i Hænderne og svang Øksen mod Træet. Han holdt ikke flere Taler siden.

De to unge var bleven aldeles stille; men Kese kunde ikke længere styre sig, han begyndte at snurre og svælge over Maden, han sang og gjorde henrykt Fagter til Sol og Maane.

Kese slog i al Stilhed flere Boller Blod ud mod Østen og Syden. Han viste en næsten kejtet Glæde ved sin Kyndighed i at sønderdele, Kese, han pegede med Knivsspidsen paa de ædle Livsdele, eftersom de kom til dem, nikkede, jo jo. Den var otte Aar, hviskede han og plirrede fortroligt til Axel.

Og nu begyndte Kese at slagte den, først lidt tøvende, men efterhaanden med Liv og Lyst. Da det gik op for Axel, at Kese var en Hedning, blev han noget ilde tilmode; men idet han uden Betænkning gjorde Springet og fik Blod paa Tand, grebes han af Vellysten ved det forbudne og blev dobbelt begærlig. Magdalene hjalp ogsaa til, de sled flittigt alle tre.

Og hvorfor holde Hesten, mente Kese. Han fik et vist Liv i sit laadne Ansigt den Dag, der blev Tale om det, han blev saa virksom og tankefuld. De enedes da om at slaa Hesten ned, og Kese paatog sig at gøre det. Han opsatte det imidlertid til næste Dag og havde mange Hemmeligheder for. Tidlig om Morgenen vækkede Kese de to unge og førte dem højtideligt ud. Hesten laa død udenfor Døren, varm endnu.

To Døgn var gaaet over ham, og det var bleven hans Skæbne at trække sin Hest efter sig i en haabløs Skov om Natten og i bidende Kulde; hans Liv var nu saadan. Ved Midnatstid fandt Axel et Hus i Skoven, hvor han fik Nattely. Men i dette Hus blev Axel; thi Brændehuggerens Datter var dejlig. Kese hed Manden, og hans unge Datter hed Magdalene.

Det var svært, den Livsvarme den havde haft og som var i den endnu, man kunde næsten skolde Armene i dens Indre. Op paa Formiddagen kaldte Magdalene ind til det første Maaltid, de fineste Stykker af Dyret, kogt og rygende; Kese skar Tænder, da han saa det hede Kød, han kunde faa Fingrene frem!

. . . Hele den lange stille Nat drømte Kese oppe i Moslejet paa Loftet, lo og snakkede sort med sig selv i Søvne. De unge vaagnede og hørte ham. Og en Gang i den sorte, stillestaaende Nat hørte de en Bæven ude fra Skoven; der var gaaet et Pust over Træerne, og ved at Rimen og den hærdede Sne faldt fra Kvistene, klingede det fint, græd det afmægtigt i Skoven.

Da Axel kom ned fra Loftet Morgenen efter at han havde fundet Huset, var Kese gaaet til Skovs, og Magdalene stod og kogte ved Gruen. Axel saa hende, og de gik hinanden hastigt imøde, snusede en Gang til hinanden og var øjeblikkeligt fortrolige, han slog ud efter hende og lo, styrket af Søvnen, og hun lo kampberedt med løftet Slev.

Derpaa tog Axel hende alvorligt om Livet og undersøgte hende ind i det dybe af Øjnene. Magdalene veg under hans Blik, men han kyssede hende med Bestemhed. Og de klamrede sig i et Nu om hinandens Hals. Da Kese kom hjem, gik han længe tiende rundt i den lille Stue, hvorpaa han nikkede adskillige Gange hen i Vejret; de unge tog sig hans Nik til Indtægt.