United States or Laos ? Vote for the TOP Country of the Week !


Det kunde være galt nok endda med Tiderne, som alt forløb: -Vil De tænke Dem, forleden opdager jeg ikke, at Ane og Julius, Ane, De, abonnerer paa saadanne et lille Blad ... Man fatter jo ikke, hvor de har det fra.

Heldigvis kan han aldrig ane, at jeg har været villig til at tage ham min Forstillelsesevne har hjulpet mig godt. Nu er jeg kun opfyldt af én Tanke! At vise mig saa elskværdig og bedaarende som muligt for Hr. Carruthers. Mit Livs Maal skal være at faa ham til at fortryde sin Bestemmelse. Naar jeg hører ham bønfalde mig om at gifte sig, vil jeg genvinde lidt af min Selvagtelse.

En uhyggelig Mumlen rejste sig blandt Mændene, der stod nede ved Fjæren: Abraham, Abraham! Der kommer Faderen! Og Abraham kom roende om Næsset uden at ane noget. Men han faar straks Øje paa Andreas, der kommer løbende ned til ham, og forstaar med det samme, hvad der er sket. Han giver en stønnende Lyd fra sig, som en Mand, der bedøves af et Slag.

Grevinden talte Fransk og holdt ham paa denne Maade udenfor Samtalen, forresten syntes hun helt at have glemt hans Tilstedeværelse og ikke at ville ane hans Eksistens. Da de var blevet alene i Hotellet, spurgte William, hvem den Dame var. "Jeg var en Ven af hendes Mand," sagde Høg. Videre ikke.

Det var saa stille, at Fuglenes Fløjt hørtes tydeligt inde fra Land. Ane Mette gav sig til at tale lidt om almindelige Ting, og Mikkel svarede ikke mange Ord; Baaden drev udad med den sidste svage Strøm i Udløbet. Ane Mette tav igen. Og Solen gik ned. Lidt efter krusedes Vandet, det var Fralandsbrisen, der rejste sig mod Skumringen.

»For at de ikke skulde troe, at hun uden Videre vilde sige Ja til den Første, den Bedste, der kom. I hendes Sted vilde jeg gjort det Samme.« »Ja saa«, sagde jeg og taug lidt stille. Vi forlode atter Kirkegaarden og vendte tilbage til Haven. Derpaa sagde jeg atter: »Kjender De Visen om »Roselil og hendes Moder«?« »Ja vist saa«, sagde Andrea Margrethe uden at ane, hvor jeg vilde hen.

-Det har jeg slet ikke hørt.... Fru Bai tog noget om sig og gik ud: Er Toget der? sagde hun i Kontoret. -Straks, sagde Bai. Han stod ved Telegrafbordet. -Er der Depesche? -Ja. -Til hvem? -Aa, op i Byen.... -Saa skal Ane jo afsted.... Fru Bai gik ud paa Perronen. Hun holdt saa meget af at se Togene komme og gaa i Mørke.

Nysgerrig var Kroblingen hoppet ud til sin Sten ved Vejen. Tine blev ved at staa med Gyldenlakkerne i sine Fingre: aa, den Jamren, der lod. Og der rullede Vogn paa Vogn forbi. Ane kom frem bag hende med de to paa Armen: -Ja, ja aa, ja de faar deres Kors nu; de vil faa deres Kors nu! Ih, nej, ih nej, se. Herre Gud, se, saa Blodet dripper.... Tine saa dem Vogn paa Vogn.

Hun stod og læste sagte Navnene, Morten Nielssen og Ane Pedersdatter og Indskriften, et langt Skriftsted. Saa gik hun hen til Kirken ved Koret, hvor Gravkapellet var, og hun lagde sig ned paa Sneen for at kigge ind ad det gitrede Vindue. Der kom en muggen Luft ud fra Mørket.

Han var middelhøj og kraftig bygget, havde mørkt Haar og Fuldskæg og gjorde Indtryk af at være af en usædvanlig kraftig Konstitution, han talte kun sjældent og aldrig om sig selv, sin Fortid eller Oprindelse, men en og anden af hans Bemærkninger lod ane, at han havde faaet en ret god Opdragelse. Sømand syntes han i al Fald ikke at være, for alle Sømandsudtryk var ham ganske ukendte.