United States or Ethiopia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ambrosius . Gjerne, hvis Frøkenen vil værdiges at modtage den. Havde jeg tænkt paa det, skulde jeg have gjort mig Umag, saa var Visen kanskee bleven kjønnere. Abigael . Det er et Spørgsmaal. For mig er den kjøn nok. Ambrosius . Nei, det er den visselig ikke. Ingen Vise kan være kjøn nok for Jer, naadige Frøken! Abigael . Giv mig den saa! Jeg har ikke Stunder at tøve længere.
Han slap rigtignok bort fra Elle-kvinden, staaer der, da Hanen den slog sin Vinge; men det er næsten, som han ikke var rigtig glad derover, ihvorvel han selv kalder det en Lykke. Maaskee han ikke kan glemme, hvad hun hvidskede ham i Øre. Visen ender saa underlig alvorligt. "Thi raader jeg hver dannis Svend, Som ride vil i Skove, Han ride sig ikke til Elvehøi Og lægge sig der at sove.
Jeg trøstede mig ved, at imorgen var der atter en Dag, og da skulde Visen faae en anden Lyd. Om Eftermiddagen maatte Corpus Juris da endelig over til Fattigregnskabet, hvor Gamle allerede var anbragt, saa at jeg var ene Herre over Valpladsen.
Her er Visen om Svend Vonved, som salig Moster sang for mig, da jeg var lille, og om Ridder Aage, som stod op af Graven. Og her er den om Ellehøien. "Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi, Mine Øien de finge en Dvale; Der kom gangendes to Jomfruer frem, Som gjerne vilde med mig tale." To Jomfruer ... her kom ogsaa to Jomfruer frem ... nei, den ene var en Frøken....
Hun kvaedede Visen ret ud, som kom den fra en Trompet, mens hun stak i Rullepolsen med nogle vaeldige Sting; Fru Berg satte i med Omkvaedet, saa det klang; Polse, Vin og Kaerlighed, det er Livets Herlighed!
Berg stod i Døren, og de blev alle stille, ligesom halvflove i det, til Tine fik Berg budt op og valsede. Naar de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Mørkning til The. Hun sang ved Klaveret det var Visen om »Lille Grete« med en svag, dæmpet Stemme, der knap naaede frem i Stuen, Berg aabnede sin Dør paa Klem, Herluf sad ganske stille paa sin Skammel. Ak, kæreste Hr.
Jeg hører Nogen komme. Hav Tak for Visen og for Alt, hvad I har lært mig, baade Musik og andre Ting. Farvel ... til vi sees igjen. Ambrosius . Naar de trende Dage er forbi? Abigael . Kanskee. Hvis ikke Urter og Blomster til den Tid er visnet, som I forhen sagde. Nu troer jeg ikke længer, at de visner! Abigael . Farvel! Abigael. Junker Claus . Claus.
Og alt som jeg betragtede den døde Blomst, var det ligesom den blev levende igjen indeni mig og voxede og voxede ... og saa sprang Visen ud. Saadan gik det til, om I ellers forstaaer mig, thi det er ikke saa lige at forklare Sligt. Abigael . Jeg troer nok, jeg har forstaaet Jer. Men Visen? Det var dog mig, som gav Jer Ilosen, saa faaer I vel give mig Visen til Gjengjæld.
Ambrosius . Er I da bedrøvet? Abigael . Ikke heller. Jeg veed ikke, hvad der kom mig paa med Eet. Men ved at høre Eders Vise var det ligesom der blev draget et Tæppe til Side foran mig, saa jeg fik Udsigt til en anden Verden, der var skjønnere end denne, og som jeg ikke før havde Kundskab om. Ambrosius . Og det var Visen ... min Vise, som voldte dette? Abigael . Det maa det vel have været.
»For at de ikke skulde troe, at hun uden Videre vilde sige Ja til den Første, den Bedste, der kom. I hendes Sted vilde jeg gjort det Samme.« »Ja saa«, sagde jeg og taug lidt stille. Vi forlode atter Kirkegaarden og vendte tilbage til Haven. Derpaa sagde jeg atter: »Kjender De Visen om »Roselil og hendes Moder«?« »Ja vist saa«, sagde Andrea Margrethe uden at ane, hvor jeg vilde hen.
Dagens Ord