United States or French Guiana ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men nu og da, mens de talte, lagde hun Broderiet i sit Skød og saa paa de Vilsac. Efter Bordet ... oppe i Rygeværelset ... husk Dem bare om ... Hr. de Vilsac sad og glattede paa sin Hat med sin Handske. -Jeg har maaske sagt, De var et ualmindeligt Menneske, sagde han. Og det er min Mening. -Nei, det var Gyldenfelt, som kaldte mig en Sfinx. Saa banalt var Deres ikke.

Lidt efter lidt begyndte hun at lytte efter deres Samtale. De raillerede over Gæsterne. Hun smilede ad en af deres Vittigheder. Men med ét gik hun bort fra Vinduet. -Han har set det, sagde hun. Hun søgte ikke at komme derfra. Hun gik op og ned i Salen og sagde: han har set det. Vilsac ved det. -Ja, sagde hun, fordi han er skinsyg.

Og med ét vaagnede han, og fornam atter Springvandets Lyd og Ellens Stemme, der igen var klar, skønt den skælvede. -Kom, Vilsac ... Giv mig Armen, min Ven Dansen er begyndt. Og de gik tilbage til Salene. -Bernstorf Bernstorf. Det er for voldsomt. Hvirvel i hele Salen. Unge Grev Bernstorf førte op. Ellen blev skubbet og stødt.

De stansede et Øieblik, og Vilsac saa hende ind i Øinene. Grevinde, sagde han, og Ordene kom kort, Grevinde Urne De er altfor uforsigtig. Hun tog ikke sine Øine bort, mens hun langsomt bøiede Hovedet: -Kom, sagde hun blidt, jeg vil sige God Nat til mine Gæster. Søvngængermæssigt gik hun ind gennem Salene, der begyndte at tømmes.

-Eller kun fornemme bare sløvt fornemme ... Vilsac gættede den lyserøde Hud under Kniplingen, dvælede ved Nakkehaarets Purr, gled langs Skuldrene ned til Halsens Udskæring. Hun slog Øiet op paa ham. Bare ladt fornemme ... Hendes Stemme mattedes. Og blegere end et Lig under hendes halv slukte Blik overfaldtes Vilsac af en Gysen. Blodets Støi forvirrede hastigt hans Øren ...

Hun støttede sig til Sofaen og gled langsomt ned paa Sædet, Armene laa i hendes Skød. Og hurtigt, uden Ord, i fortvivlet Smerte, greb Vilsac hendes Hænder og kyssede dem Gang paa Gang. Saa gik han. Lidt efter kom Greven hjem. Hun hørte hans Fodtrin gennem Værelserne og for op, hen til Flygelet. Hun holdt af at være beskæftiget, naar hun var sammen med sin Mand.

-Jeg kommer for at sige Farvel, sagde Vilsac. -Tager De Ferie nu midt i Vinteren? Hvor det er længe siden, man har set Dem -Nei jeg er blevet forflyttet. -Forflyttet Men De har jo slet ikke søgt. -Jo Fru Grevinde men ikke talt derom. -Men hvor skal De da hen? -Til München. Ellen lagde sig atter tilbage: Jeg troede De holdt mer af København, sagde hun. -Ja jeg har holdt meget af København.

De er ikke berettiget til at vide saameget om mig saa kan man tænke, hvad man vil og ... tie stille Vilsac bøiede Hovedet. De har ganske Ret. Det var ubesindigt. Efter en lille Pause sagde Ellen: Ved De hvad jeg tror nu, vi er alle meget almindelige Mennesker, som alle paa en given Tid kan gjøre noget ualmindeligt. Mindst rigtignok i vor Kreds ... -Mindst?

Vilsac svarede ikke, og i nogle Øieblikke hørte de begge Urets Dikken. -Husker De, Vilsac sagde hun sagte at vi en Gang talte om at møde det urimelige i Livet? -Ja De ønskede det Ellen hørte ham ikke. Hun var meget bleg og kunde næppe tale. Nei Vilsac, sagde hun og vendte sig, der er ingen Løsning paa dette. Lev vel.

Men som et Væld sprang Taarerne hede ned fra hans Øine, mens de begge sad i tung Taushed. Og Ellen følte en forbitret Harme mod disse Taarer, som var hans Uforstaaenheds eneste Svar. Men hun blev og reiste ikke, og der blev aldrig siden talt derom imellem dem. Et Par Aftener efter kom Vilsac. Han havde ikke været der længe. Greven og Carl var i Herreselskab, Ellen var alene og sad i sit Boudoir.