United States or Qatar ? Vote for the TOP Country of the Week !


Hendes Højhed sad lænet tilbage i sin Krog med Hovedet støttet i sin Haand—-Hendes Højheds Bog var gledet ned og laa paa Tæppet-—; hun havde ikke hørt Kammerpigen gaa med Døren. Hendes Højhed lod Haanden synke ned og fo'r sammen. Det var jo blevet ganske mørkt. -Er der nogen? sagde hun. -Det er mig, Deres Højhed, sagde Kammerjomfruen. -Aa ja—-Hendes Højhed stod op-—det er jo blevet sent.

Hendes Højhed sad foran sit Toiletspejl. Kammerpigen flettede hendes Haar. Vinduerne stod aabne bag de lange Stores. Et Par Insekter fløj omkring Lysene. De fløj rundt og rundt; ind gennem Flammen og sved sig; rundt og rundt ... Hendes Højhed slog til dem: Aa de Dyr, sagde hun. Det faldt hende ind, hvem Mennesket lignede.... Ja.

Hun lod Kammerpigen gaa, og hun blev siddende i sin Stol i den hvide Peignoir. Hvor der var stille ikke en Lyd og helt ensomt. Saadan vilde det blive nu. Hun vilde have Ro om sig og ingen Mennesker og ingen Larm. Kun Ensomhed, Fred til at være ene. Menneskene vilde blive hende saa ligegyldige, alle ens og alle uden Værd, og saa vilde hun leve ene.

Hun vidste ikke, hvorhen hun skulde flygte for Synerne, og hun følte en ubeskrivelig Afsky. Og bestandig stirrede hun de samme Minder ind i Ansigtet, indtil hun næsten blev vanvittig. Hun vilde aldrig være ene. Hun kørte ud, tog i Visitter, gik i Theatret, var sammen med Carl. Og var der ingen, og Carl var ude, pludrede hun med Kammerpigen eller førte lange Konversationer med Tjeneren.

Og al hendes Følelse blev til en pludselig dyb Vrede mod disse Folk med deres Skrigen.... Hendes Højhed forlod "Hendes Højhed Hertugindens Dagligstue" og med en Haandbevægelse, uden Ord, afskedigede hun Hofdamen von Hartenstein, der ventede i den gule Sal. Men mens Kammerpigen flettede Højhedens Haar foran Spejlet, kom den forpinte Urolighed igen. Hun lod Kammerjomfruen gaa, og hun gik tilsengs.

Aldrig mer. Han skulde ikke mer løfte et Blik mod hendes Ansigt, og aldrig skulde hendes Kinder fornemme hans Aandepusts Varme. Hun kastede sig ned over Stolen og hun græd, og hun tænkte paa Vilsac, der var død, fordi han elskede hende, og pludselig lo hun. Saa latterligt var dog alting! For latterligt. Hun lod Kammerpigen komme og bad hende løse hendes Haar.