United States or Kyrgyzstan ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Der staar noget Boeuf," sagde Sofie tilsidst, og saá fra Arbejdet hen imod Williams Krog. "Jeg er ikke sulten." Han forandrede ikke Stilling; "Tak." Der blev en ny Stilhed. Fra Bordet saá begge Søstrene undertiden sky paa Broderen; han stirrede frem for sig og bevægede Hovedet ledeløst frem og tilbage. Der var noget maskinmæssigt ved det. "Hvor det stormer," sagde Nina.
Her slog en anden Ting mig: Nikola syntes at være lige saa godt kendt paa dette Sted, som han var i Shanghai, og saa snart vi naaede Flodbredden, kaldte han paa to Jinrickshawer, og Kulierne førte os uden at spørge videre til en vis Hr. Williams i den europæiske Koloni. Williams' Hus var temmelig lille og bygget paa den sædvanlige Maade.
Grevinden sad lænet tilbage paa den røde Divan og legede med sit Haar. Hun havde trukket den mørkt gyldne Lampeskærm op, saa Lyset faldt paa Williams Ansigt. Der var saadan en underlig Sitren i hans Kinder. Og mens Grevinden talte let om adskillige Ting, spurgte hun sig selv, hvad der dog var hændet William Høg, siden han kom paa denne Tid, paa den Maade. William var forceret livlig.
Det var forfærdelige Øjeblikke for Williams ophidsede Fantasi, naar han i stirrende Angst ventede inde paa Stranden, uafbrudt seende mod Badehusets Dør, der blev ved at være lukket Kvartér efter Kvartér, indtil den kolde Sved sprang frem paa den Ventendes Pande. Saa ilede han i vanvittig Frygt i tre Spring ned fra Skrænten, hvor han sad, ud ad Broen og bankede paa Døren.
Toget svingede. De var borte. Williams anden Klasses Billet gik kun til V. Dér købte han en ny til tredje Klasse. Og da han sad trykket op i et Hjørne af den haarde Træbænk med Frakken op om Ørene For Trækken, følte William Høg, at nu skulde han alene ud i den vide Verden og kæmpe. Han var seksten Aar.
"Fader er bleven sindssyg," sagde han tonløst. "Ja," svarede hun. "Sindssyg." Der lød, som hun vejede al Ordets Elendighed i den korte Lyd. De skælvede begge. Saa slyngede Nina hurtigt sine Arme om Williams Hals, trykkede ham op til sig og græd. "Vi har jo vidst det længe," sagde Drengen. Næste Morgen rejste Stella til København. Fire Uger efter vendte hun tilbage med Høg.
"Sannæs, naa det var en underlig, teoretisk Rolle, men sæt Dem, kære Ven, og lad os tale om Tingen," Professoren skød en Stol hen til William og satte sig selv i en anden. "Véd De nu ogsaa, hvad De gør?" sagde han saa og lagde sin Haand deltagende paa Williams Knæ, "at være Skuespiller, unge Ven, det er den sørgeligste Bane i Verden."
Pludselig kom han til at græde. Han drømte om Danseskolen og om den katolske Præst. De dansede alle i den store Kirke, hver hans Slægt laa begravet. Stella kunde ikke sove. Hun tændte Lys og stod ud af Sengen. Med Sengetæppet om sig gik hun sagte hen over Gulvet og aabnede Døren til Williams Værelse. Hun løftede Lyset. Drengen sov.
"Det er et fransk Stykke, Hr. Professor." "Lucien af Scribe Aa, Dronning Marguerites Noveller, aa, min unge Ven," Professoren lagde begge sine Hænder paa Williams Skulder "det var den Gang." "Stykket er af Dumas, Hr. Professor." "Dumas," Professoren rystede paa Hovedet, "kender det ikke, min Ven, og jeg har dog spillet syvhundrede Roller. Naa, er det en stor Rolle?"
Hør nu efter, saa skal jeg læse den op for Dem. Den er dateret fra Tientsin og lyder som følger: "Hr. Dr. Nikola, Peking. "Herved tillader jeg mig at meddele Dem, at jeg i Torsdags otte Dage modtog et Brev fra Hr. Williams her, der gav mig Ordre til at komme til ham straks for at forhandle om en vigtig Forretning. Jeg havde neppe modtaget Deres Telegram, før Hr.
Dagens Ord