United States or Turkey ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Kan De da ikke huske Damperen ... Vores Rejse fra New-York!« »Damperen New-York?« Han stirrede uforstaaende paa hende. Endnu værre blev det, da hun beskyldte ham for paa hin mystiske Rejse at være brudt ind i Damesalonen. »Det er Spøgelset! Jeg ved det aldeles bestemt!« erklærede Fruen og saa triumferende paa sin Mand, der betragtede de to med rynkede Bryn.
Saa tager han sin Tilflugt til en List. Han bøjer sig ned og faar fat i en Sten, spytter paa den og kaster den lidt henad Gærdet. Push ... push. Hun springer efter den. Triumferende vender han sig om imod mig. De' æ novet, Børnene ha' lært hinner. De har jo derses Sjov.
Mikkel rystede af Rædsel, han satte sig op og paakaldte ufrivilligt den Onde, han bandede rasende i hede Helvedes Navn! Der laa Gravene tavse og mætte af Ondskab, Kors og Sten grinede med raa Fortrolighed i Mørket alt det ildesindede, der er usynligt og som triumferende lader være at vise sig, svævede i Nærheden og blæste efter Mikkel.
Og, skønt hun var træt til Døden af Dagens Sindsbevægelser og Besvær, smilede hun dog stille triumferende ved Tanken om sin fortræffelige Snedighed.
Triumferende anbragte han sin Nyerhvervelse under Loupen, og hans Begejstring steg end yderligere, da han opdagede, at han havde haft Ret i sin Formodning om, at det amerikanske Møl i mangt og meget afveg fra de almindelig kendte Arter af Blattæ.
Nei det kunde Trofast ikke, thi i samme Øjeblik kom Niels ind slæbende Trofast efter sig i den ene Haand og holdende en halvspist Honningkage i den anden. Han havde seet Trofast luske afsted med Noget i Munden, var sat efter den og havde saaledes grebet den paa frisk Gjerning. »Se der kan Præsten see, det var ikke for Ingenting, jeg gav ham sine Prygl forleden Aften«, sagde Niels triumferende.
Det veed jeg nok men alligevel . De er jo Protestant? spurgte hun pludselig med et triumferende Smil, som om hun nu havde fundet paa noget rigtig godt. Ja ? Saa véd De nok, at Mennesker ikke skal dømmes udelukkende efter deres Gjerninger. Men hvorefter da? jeg synes egentlig ikke, at Faust er nogen stor Helt paa Troens Omraade, skjøndt han jo rigtignok oversætter Biblen.
Hvorfor skulde jeg ikke kunne li' dig, Johannes?" "Ja, jeg mener, om du holder af mig." "Holder du da af mig, Johannes?" "Ja, det gør jeg, Sanne. Det kan du stole paa." Saa tog Johannes et langt Skridt fremefter og holdt triumferende det mægtige Stykke hvide Kød op foran Pigens Ansigt. Det var Lippen. "Værsaagod," sagde han. "Nej, men, Johannes." Sanne var overvældet.
En Aften, da vi kom hjem fra en lang Tur, var Moderen gaaet ud, og Minna havde ingen Nøgle. Vi vare begge meget sultne; da vi havde varme Pølser med, betænkte vi os ikke længe; Minna løb til Bageren paa det ene Hjørne, jeg til Kneipen paa det andet, og vi mødtes triumferende, medbringende en »Zeilen-Semmel« og et Krus »Kulmbacher« som Bytte.
Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen brændte over Slot og Kirke, mens det var, som hørte han hint gamle Rus-Jubelraab igen glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferende Hamre. -Ja det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud paa Himlen, tilføjede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne Ord: -Og man kom løs, sagde han. Han gik ned.
Dagens Ord