United States or Democratic Republic of the Congo ? Vote for the TOP Country of the Week !


»Ja sidensvarede jeg, thi efterat Corpus Juris havde baaret sig saa keitet ad, kunde jeg vente mig alt Muligt af Gamle, og jeg antog derfor, at det var bedst, at hun foreløbig kun lærte sine Svogre at kjende paa Afstand, thi saa tage Folk sig altid bedst ud: siden kunde hun jo have den Fornøielse at stifte et nærmere Bekjendtskab.

Det saae ganske vist overordentlig lovende ud, og havde Enden været Begyndelsen lig, vilde man ikke havt Anledning til at beklage sig over Bladenes Notits. Men desværre, det gaar med de parisiske Operaballer ikke anderledes end med saa mange skjønne Sager, som kun taaler at ses paa Afstand.

Men Rafael? indvendte et ungdommeligt Medlem af Selskabet ham kan man da ikke saadan helt Bah! Rafael en Distanceblænder, lød det forklarende fra det store, godmodig smilende sorte, lidt graasprængte Vikingeskjæg. Aarhundredernes Afstand, det er det, der gjør det. Lad blot Stephensen ligge et Par hundred Aar i Blød, saa skal du bare se, hvad han bliver til for en Karl.

De er tørre Jyder i god Forstand. Og der er en Afstand af et Aarhundreds stigende Humanitetsbevidsthed mellem disse Fiskere og deres Oldefædre i Kancelliraadens Dage.

Blandt Andet kom vi til at tale sammen om Gamle, og jeg blev i høi Grad overrasket ved at høre den Inderlighed og Varme, hvormed hun omtalte ham. For mig havde Gamle altid staaet i en vis Afstand; det gik mig med ham som med saa meget Andet: jeg tog det, som det var, uden at gjøre mig selv Regnskab for, hvorledes det egentlig forholdt sig dermed.

I nogen Afstand kunde jeg høre Pøbelhoben, der endnu var optaget af at ødelægge den myrdede Mands Bolig. Da jeg kom til det Sted, hvor jeg havde hørt hendes Skrig om Hjælp, gik jeg videre i den Retning, jeg havde haft i Sinde at slaa ind paa, og i lidt mindre end ti Minutter havde jeg naaet Huset. Jeg bankede paa, saaledes som Laohwan havde banket, og Døren blev straks aabnet.

Uden at overveje et Øjeblik styrtede jeg af Sted i den Retning. Først kunde jeg ikke se noget, saa opdagede jeg tre Skikkelser i nogen Afstand og skyndte mig hen imod dem. Da jeg naaede dem, saa jeg, at den ene var en ung Pige, den anden en gammel Mand, som laa udstrakt paa Jorden. Det var Englændere, men den Mand, som overfaldt dem, var en behændig ung Kuli.

»Hør da! HørJeg greb ham i Armen. Han lyttede. Med et Smil gik han ned ad Trappen. Vi fulgte ham i tre lange Skridts Afstand. Da vi naaede Studereværelsets Dør, opdagede vi, at Nøglen var glemt deroppe. Saa maatte vi alle tre tilbage igen. Atter stod vi da nede ved Døren og lyttede. Der var nogen, som græd derinde. Greven satte Nøglen i Laasen. »Pas paa, Lyset ikke gaar udHan aabnede Døren.

Derpaa ilede han hen til Andrea Margrethe, men heldigvis standsede Præsten ham i Farten og sagde, at denne helst vilde modtage hans Lykønskninger paa Afstand. Først nu kom Gamle til Besindelse om, hvorledes han egentlig saae ud.

Pigerne kunde saa ganske uformodet melde: -Det er Hofjægermesteren. Og han kom ind og han bøjede sig saa mærkelig dybt og saa mærkelig bevæget for Moderen, der gik ham imøde. Og han satte sig altid i en lang Afstand og han talte med en Stemme, som kom den langt borte fra og den var mattet af Sorg. Og han gik, saa pludseligt, som han kom.