United States or Comoros ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Jeg kender ham, sagde Ida, der sad ganske rolig, med sit purrede Haar: hjemme fra Ludvigsbakke. Hun sagde altid "Ludvigsbakke" ligesom lidt sagtere end alle andre Sprogets Ord. Men Frøken Krohn sagde og lod Fingrene løbe, som spillede hun en Hopsa paa Bordet: -Manden gaar med Stropper i Benklæderne.
-Hvorfor? sagde Ida kun; men hendes Stemme lød næsten, som følte hun en eller anden hemmelig Glæde. Qvam saá paa hende. -Nej, saagu, sagde han saa og satte Benene ned paa Gulvet; det kan jo egentlig ogsaa være det samme. -Naa, brød han op; jeg skal ind med Sprøjten. Han purrede op i Nakkehaaret med venstre Haand. Det er s'gu alligevel det, jeg helst giver de Patienter.
Han rutschede ind i Stuen, hev Stokken dér, Hatten her og purrede op i den mørke Manke med begge Hænder. "Sig mig, Bloch," sagde Hoff, "naar udgiver De Deres første Bog?" "Hvorfor?" "Aa jo, jeg vilde gerne anmelde den, inden jeg rejser ..." "Rejser?" "Ja, jeg tænker paa det. Jeg synes ikke, her er rigtig morsomt herhjemme." "Hvor rejser De hen "
Hovmesteren stillede jo, og han havde da det og det i Stirriset en Høne og saadan noget Pilleværk. »Bare sæt frem, hvad Huset formaar,« sagde jeg venskabeligt. Og det blev jo da ogsaa til et rigtig nydeligt Bord med Stænk og alting. Men Kaptajnen sov fra det hele i Sofahjørnet. Først da Switzer-Damperen arriverede, purrede vi vores Skotsman. »Saa ta'er vi fat,« ytrede jeg.
Det var første Gang, Fremtidssoldaterne var hos Hoff, de sad og saa sig omkring. "Hvor her en smukt," sagde Andersen og spilede de blaa Øjne helt op. "Hm noget opstillet," sagde Bloch, han gav sig til at vippe paa Stolen og purrede op i en sort Manke. "Om jeg vilde have det Skidt hængende paa min Væg?" Hr. Bloch pegede paa en halvnøgen Kvindefigur over Sofaen. "Det Billede er det saa daarligt?
Det var ikke efter Søloven. »Jeg purrede dem jo ogsaa i Helsingør,« indvendte Styrmanden, »men de var ikke til at faa op. Jeg blev bare skældt Huden fuld ... Vagten var min, vi kunde ikke blive liggende ved Helsingør, saa kørte vi videre.« Forresten blev Styrmanden snart enig med mig i at holde Politiet udenfor. Og det gjorde vi saa.
Lægerne havde været der, forfrosne i deres hvide Frakker, og Professorens Fingre havde været blege og døde til Knoerne, mens han gned Hænderne over Sygesengene. Nu skulde Dagslyset komme, men det kom ikke. Portøren purrede de Arbejdende ud og drev paa dem med smaa Udraab henimod Døren som en Hjord. Og Nøglerne lød og Dørene lukkedes.
Dagens Ord