United States or Montenegro ? Vote for the TOP Country of the Week !
En Flok Raager og Krager slog sig skrigende og larmende ned paa Taarntaget. Fruentimmeret i Vognen for sammen og rettede sin svære Krop: Lars, Herren har vist ikke hørt os. Slaa et Knald til! Kusken rørte sig ikke. Da huggede hun i rasende Forbitrelse en Hæl ned mod Vognbunden, saa det rungede: Kan han ikke høre, Fæ, naar man snakker til ham! Slaa et Knald til, siger jeg!
Far! grinede Maren sagde Du Far ? Ham fornemmer nok hverken hun eller Du ret meget til. Saa ham, hun kalder sin Far da, for Saten, dit Fæ! snærrede Marie arrigt.
De gik for en lille halv Time siden ned ad Strandskoven til. Uldahl vidste, at Lars løj; men han var glad over ikke at behøve at forfølge Sagen yderligere: Det kunde Du jo ha' sagt straks, dit Fæ! ... Kør saa! ... Til Stationen! ... Men lidt hurtig! Lars strammede Tøjlerne; og Vognen svingede fra Døren.
Da hun kom udenfor paa Vejen, sagde hun til sig selv: Den kære Rositta, Gudbevares, hun kan saamænd være meget sød, men hun er og bliver dog et lille Fæ ...! Fredagen mellem Jul og Nytaar var der altsaa Familiemiddag paa Havslunde ... Selskabet sad om Bordet i den store Spisesal. Nils Uldahl slog paa sit Glas og rejste sig.
Saa tænkte de, at Doktoren var et godt Fæ, men højt sagde de, at det havde været en Kastevind. Og det hjalp ikke, at Doktoren skældte og bandede. De gloede bare haardnakket op i Taagen over hans Hoved og trak til paa Aarerne, for den syge ventede; og var der Grind, var de vel Mænd for at se den.
Kaim har Afsked. Hr. von Pøllnitz havde foldet Hænderne over Tallerkenen. Han saa' paa Fru von Pøllnitz og ventede. -Fæ, sagde Fru von Pøllnitz. -Fæ? -Jeg sagde: det Fæ, sagde Fru von Pøllnitz. Fru von Pøllnitz havde ved afgørende Lejligheder særdeles malende Ord. -Er du færdig, David, sagde Fru von Pøllnitz. -Ja. Hr. von Pøllnitz rejste sig stilfærdig og satte sin Stol ind til Bordet.
Foran Billedet af Herlufs Fader, der hang over Skrivebordet, blev han staaende lidt: -Ja, sagde han, han faldt derovre. Han blev ved at se paa Billedet og satte sig ved Skrivebordet: Nej, det glemmer vel ikke nogen af os, der var med, sagde han. Han fortalte om Flugten fra Dannevirke langs Frostnattens spejlblanke Landeveje, hvor Mandskabet krøb, krøb paa alle fire Mand mellem Fæ, sagde han.
Man kunde føle dens stirrende, graa Øjne og dens kolde Aande, der stivnede Jorden og gennemisnede Folk og Fæ. Saa slog Vejret pludselig om. Det begyndte at blæse fra Syd. I tre Dage blæste det mere og mere op. Havet rejste sig i Fraade og larmede og buldrede mod Klipperne. Husene rystede, som skulde de styrte sammen. Stormen sled i Fjældene, som vilde den rive dem op med Rode.
Det er vist ogsaa bedst, hi hi! sagde hun det er vist ogsaa bedst, at Du ta'r Overfrakken af ... ellers kan Du ikke rigtig omfavne mig. Han rev og sled i Frakken, fik den endelig af og kastede den fra sig paa Gulvet: Maa jeg ...? Maa jeg ...? Du er altsaa ikke vred paa mig ...? Jo, jeg er ... for Du er et Fæ! ... Saa, saa, saa ...!
Og her med Jakobsen handlede jeg dog af den skæreste Medlidenhed, for at Drengen ikke skulde ligge der alene paa sit mørke Leje, da det Fæ til Forvalter var gaaet hen og hængt sig og faldet ned i Armene paa ham ...! Aa Gud, aa Hu u, lille, sødde, velsignede Jakobsen, hvor kan Du nænne det, hvor kan Du nænne det ...!
Dagens Ord