United States or Luxembourg ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg var lige ved at omfavne hende, men udefra kunde de maaske endnu se os. Og Drageren sad et Par Skridt borte, overskrævs paa Rækværket. Vi gik langsomt tilbage. Paa Hjørnet af Skuret var der en af de store blaa Postkasser. Minna smilede, trak et Brev op af Lommen og holdt det hen for mig, saa jeg kunde se Udskriften.
Mit første Blik søgte den flinke Arbeider; han stod i god Behold lidt til Siden for det Stenuhyre, som han havde fældet, og nikkede til os med et Smil, som om han vilde sige: »Den var lige nær nok.« Jeg understøttede Minna, som rystede over hele Kroppen, og fik hende til at sætte sig paa en Sten.
Og skjøndt jeg vel vidste, hvor langt Minna var fra at ville raadføre sig med hende, og at hun imorgen helt kom bort fra hendes Paavirkning, saa havde jeg dog hele Tiden en pinlig Fornemmelse af denne Mangel paa Gunst.
Stephensen lagde Skitsebogen paa Bordet og lænede sig tilbage med Hænderne under Nakken. Jeg troer, at vi Alle vare overraskede ved saa uventet at være førte tilbage til os selv og vore Forhold, og at vi følte, hvor umuligt det var at konversere os fra den. Fru Jagemann traadte ind med Dækketøi, og Minna stod op for at hjelpe hende med at dække Aftensbordet.
»Nein, es ist #zu# drollig!« mumlede Minna. I det samme gled hendes Blik henover mig, men hvis det standsede, var det et saadant Tids-Atom, at det ikke var mig muligt at afgjøre, om hun havde set og kjendt mig. Hun gik langsomt ind imod det tilstødende tomme Værelse, hvor Gassen allerede var slukket. Hvor gaar du hen? spurgte Stephensen.
Jeg sagde, hvem jeg var, og formodede, at hun gjennem Brev Ja vist saa Gudbevares Minna har skrevet det kjære Barn ak, Gud ja. .... Det det glæder mig overmaade. .... De er altsaa kommen til Byen, Hr. Tenger Fenger Rigtig Fenger ganske vist De maa endelig undskylde.
Men skjøndt denne Bevidsthed nu vendte uafviselig tilbage, forekom Faren mig dog ringere, og jeg var mere tilbøielig til at se lyst paa Fremtiden, end jeg havde været det siden min Samtale med Minna.
Aa Snak! jeg synes blot, at det er langt skjønnere nu, da jeg veed, at det ikke var et Tilfælde, men din Villie Dig er der da heller slet ikke noget Udkomme med, du vil absolut forkjæle mig, hvad skal det blive til! udbrød Minna og trykkede sig ømt ind til mig. Men se, hvor det klarer, det bliver dog smukt Veir idag.
Men lov mig ikke at blive vred .... Nei, nei, du skal Intet love, maaske kan du ikke andet. Men, Minna dog! Hvad skal det sige? reis dig, Kjære! Nei, nei! hør først, jeg har været saa styg igaar .... jeg har narret jer løiet ogsaa for dig Hvad mener du dog naar da? Aner du det ikke kan du ikke gjætte det? Nei, jeg forsikrer dig.
"Man har ikke set Dig de sidste Dage." Hoff placerede sig i den eneste Lænestol og stemmede Benene mod Væggen. "Jeg var sammen med Storm iaftes ... og Lund ... og Minna." "Gud véd, hvorfor Du vil omgaas Storm" "Hvorfor ikke han er meget rar ..." "Aa, ja, og saa giver han ud," Hoff sagde det tørt uden at se paa ham. William blev rød.
Dagens Ord