United States or Saint Pierre and Miquelon ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og denne Tid, denne Dag maaske vil man en Gang finde den næsten smertelig skjøn, og kun bebreide sig, at man ikke i Øieblikket satte nok Pris derpaa, og dog vilde det egentlig være uretfærdigt, i alt Fald for mit Vedkommende. Minna bøiede Hovedet dybere ned og lagde de nye Stene ned i Lommetørklædet til det øvrige Fund.
Hvis jeg havde ført Dagbog, vilde jeg den Dag have skrevet: »Beroliget, Svigermoder uskadelig«. Minna kom to Dage efter, med Dampskibet Klokken fem. Naturligvis var jeg ved Landingspladsen for at tage imod hende. Medens vi gik sammen gjennem Gaderne forekom det mig, at der var Noget, som tyngede paa hendes Sind, men jeg vilde ikke spørge, før vi kom til Ro hjemme.
Forresten følte jeg godt, at han slet ikke mente noget Alvorligt med al denne Snak, men at han fra først af kun havde villet vise, at han var Selskabsmand nok til ikke at forstaa min Spydighed og saa, fremfor Alt, brillere for Minna.
Men kun høist utydelig, hvem det er, sagde Minna. Aa, du er rigtig et stygt Barn! Stephensen lo. Der kan De se, Frue! det nytter ikke, at De er saa godmodig Billedet kan ikke reddes men man kunde gjøre et nyt f. Ex. netop saadan en Blyantsskitse. Har De faaet malet noget idag, Hr. Stephensen? spurgte jeg.
Thi hvor pinligt det end kunde være for stakkels Minna at modtage Stephensen og høre paa hans ufortjente Bebreidelser og frugtesløse Forestillinger, saa er det dog den Slags Ting, som man kommer over, og Intet i selve Sagen forekom mig uklart. Min egen hemmelige Uro røbede jeg ikke, men desto mer lod jeg disse Fornuftgrunde komme til Orde. Minna lod til at give mig Ret.
Jeg husker ogsaa, at jeg opsøgte hin støvleformede Plet paa Tapetpapiret den var ved denne Belysning ikke saa let at finde for at afvende det onde Varsel, der kunde ligge i hint Indfald, da jeg tog Afsked med Minna: »maaske faar du aldrig mere denne Plet at se«. Hvis jeg nu havde forsømt at betragte den, kunde det jo gjælde endnu!
Jeg har nok at gjøre i Dresden til at beskjæftige mig i et Par Uger. I #flere# Uger, om det skal være. Det glæder mig, sagde Minna. Ingen af os sagde et Ord mer. Jeg havde allerede i Begyndelsen bemærket, at jeg boede i Hotel Bellevue. Jeg vidste altsaa, at Minna kunde sætte sig i Forbindelse med mig, naar det passede hende. Og jeg tvivlede ikke om, at hun vilde gjøre det.
Denne Combination foruroligede den gamle Hertz, der begyndte at faa Reisefeber og hvert Øieblik trak sit Gulduhr med Dæksel op af Lommen. Endelig indrømmede Minna, at det kunde være paa Tiden at bryde op. Ved den lille Bro var der ingen Baad at se.
Og hvem skal saa have #det#? spurgte Minna. Stephensen rakte hende det: Du, for at give det til den af os, som du mener kommer til at trænge mest dertil. Der var en dyb og sørgmodig Alvor i hans Stemme, der skjælvede ganske lidt med en overordentlig sympathetisk Klang.
I Grosser Garten og Parken begyndte Buskenes Knopper at grønnes stærkt vi vare i Slutningen af Marts og Alt tog sig anderledes ud; men paa de sorte Stammer læste jeg endnu de samme Navne-Plader, som vi den Gang havde studeret sammen, een af dem havde et høist exotisk Navn, der formodentlig faldt mundret nok for en Maorier eller Tahitianer, men hvis Udtale forvoldte Minna de pudsigste Grimacer.
Dagens Ord