United States or Martinique ? Vote for the TOP Country of the Week !
Den sidste Sten faldt fra mit Hjerte, og det forekom mig, at ogsaa Minna trak Veiret friere. Men Hertz saae ganske bestyrtet ud; han følte aabenbart hele Ansvaret ved saaledes at have trukket os ud i den vide Verden og forlade os der midt om Natten. Men det er ogsaa dig, Minna! hvorfor var du saa paastaaelig?
Hun foer op og gav mig et Kys, pludselig og kort, det var, som om jeg havde faaet en Bold i Ansigtet. Er du saa ikke vred mer? Jeg løftede hende helt op paa Sophaen. Mer? men jeg forsikrer dig, Minna, jeg har slet ikke Ja, men, du #maatte# jo ogsaa gjerne være vred, du skulde jo være vred paa mig
Eftermiddagssolen stod paa, men paa det Hjørne kastede Frugttræernes Kroner en tæt Skygge, i hvilken den skinnende Dug med den blanke Kjedel dannede det lysende Midtpunkt for det lille Selskab. Minna var i Færd med at lave Kaffe.
Under den rystende Bevægelse stødte vore Skuldre bestandig sammen. Men mit Haandtryk besvarede Minna neppe, og hun var meget ordknap. Jeg vilde drage hende til mig, men hun flyttede sig til Siden og pegede med et sky Blik paa Vinduet, der formørkedes af Conducteuren.
Jeg mindedes den ene Ventedag i Rathen, og hvorledes den Gang en bindstærk Roman havde holdt mig med Selskab. Strax skyndte jeg mig hen til et Leiebibliothek og forlangte »De tre Musketerer«, som jeg tænkte maatte være formaalstjenlig. Medens Udlaaneren var borte for at finde den, slog jeg en tyk Bog op, som laa paa Disken. Jeg fik som et Stød, da mit Blik faldt paa Navnet »Minna«.
Minna svarede ikke, men undersøgte ivrig en ny Bunke Stene, som hun havde skrabet sammen. De nævnede en Broder, jeg har aldrig hørt ham omtale. Er han maaske ikke mer i Dresden? Han døde for et Par Aar siden. Herregud! ogsaa det skulde De opleve. Det maa have været et tungt Slag for Dem. Aa, jeg brød mig, sandt at sige, ikke saa meget om ham.
In der Ferne, wo ich auch bin, blüht dir mein Herze. Dumt Tøi, udbrød jeg, og krammede uvilkaarlig Papiret mellem Hænderne. Men Minna, der atter havde staaet og seet ud ad Vinduet, vendte sig hurtig, rev det fra mig og gav sig til at glatte paa det. Det er vel en Helligdom! sagde jeg med en Bitterhed, som jeg ikke formaaede at holde tilbage. Hun saae bebreidende paa mig:
Desuden ser De selv ud, som om De trængte til Hvile De maa være overanstrengt, Kjære! det er vel for at forjage Kjedsomheden, mens Minna er borte, at De overdriver Studierne, men det maa De ikke, hører De! Farvel! Jeg gik lige hjem for at skrive Brevet. Hvor lykkelig følte jeg mig ikke ved atter at kunne skrive til hende!
Dagens Ord