Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 17. juni 2025
Minna, Minna! udbrød jeg fortvivlet, idet jeg standsede foran hende, og strakte Armene ud imod hende. Det maa du ikke sige, hos mig og til mig kan du dog ikke sige det. Hun rystede næsten umærkelig paa Hovedet uden at se op. Men han troer, at det er Letsindighed, og det skal han i alt Fald ikke. Han maa kunne forstaa mig Du vil dog ikke skrive til ham efter dette? Jo, Harald, det vil jeg.
Minna kom igen med sin Historie om den danske Familie, som »der havde været Tale om«, at hun skulde være Gouvernante hos, men i hendes Skjælmeri blandede der sig en Forlegenhed, som bestyrkede mig i min Mistanke om, at det ikke forholdt sig ganske saaledes, og tillige gav mig Grund til at tro, at Fru Hertz vidste Besked dermed.
Egentlig havde jeg villet fortie mit Møde med den tydske Musiker, men da det kom til Stykket, fortalte jeg det dog. Minna sagde Intet, men stirrede ud af Vinduet. Komisk, saa Verden dog er lille, bemærkede Stephensen. Man støder altid paa hinanden igjen, enten direkte eller indirekte.
Hun trak Minna tilside i den mørke Entré og hviskede Noget til hende, og idet jeg lukkede Døren til Dagligstuen, hørte jeg Minna sige: Ja, ja, vi har selv truffet ham. Ak, ak Gud, ak Gud ja, sukkede Moderen paa sin stupide Maade. Dette satte mig ikke i bedre Humør.
De gaar forbi, én efter én, Godsforvalteren og de to Løjtnanter, og Fuldmægtigen og Doktoren. Og de hilser, Og oppe nikker de og siger et Par Ord om hver. De véd, hvor hver gaar hen og hvad han skal der. De kender hver Dragt og hver Blomst paa en Hat. Og de gør hver Dag de samme Bemærkninger om de samme Ting. Minna Helms gaar forbi og nikker. -Saa' du Minna Helms, siger Moderen. -Ja.
Hvorfor dog, kjæreste Ven! hvad kan der komme ud deraf andet end Pinligheder for os Alle! Lad det være nok med den Brevvexling, den har varet altfor længe. Saa kan den taale et Brev endnu, det skal blive det sidste. Jeg beder dig saa meget, Minna! lad være for min Skyld, jeg kan ikke forklare dig, jeg veed ikke selv hvorfor men det gjør mig angst
Og som Væggene var aabnede Sluser, hvor man brød ind over Borde og Bænke, mens alle skreg af Jubel, saa Rummet drønede var Salen fyldt i et Nu af rasende, der raabte, Hoved ved Hoved, paa Marseillaisen: -Marseillaisen! Frøken Minna og Herluf støttede den gamle og fik ham ud: Jeg vil sé det, sagde han. Jeg vil sé det.
Endelig var jeg midt paa Natten sunken hen snarere i en Sløvheds Døs end i en Halvslummer, da den unge Hertz kom ind og sagde: Han har kjendt mig Fader er ved sin Bevidsthed, kom med ind. Den Syge smilede svagt, da han saae mig og sagde: »Kjære Fenger!« »Minna,« mumlede han kort efter. Hun kommer nok imorgen, sagde Fru Hertz.
En Aften, da vi kom hjem fra en lang Tur, var Moderen gaaet ud, og Minna havde ingen Nøgle. Vi vare begge meget sultne; da vi havde varme Pølser med, betænkte vi os ikke længe; Minna løb til Bageren paa det ene Hjørne, jeg til Kneipen paa det andet, og vi mødtes triumferende, medbringende en »Zeilen-Semmel« og et Krus »Kulmbacher« som Bytte.
Veed De hvad, sagde Minna, det er godt, at De ikke er en Peter Schlemihl, for saa vilde De nu være opdaget. Det vilde jeg unægtelig, og hvad saa? Ja, saa ? Jeg vilde i alt Fald slet ikke være hyggelig derved. Hendes lille Øre blev ganske rødt og det kunde dog ikke være gjennemskinnende Sollys, da Solen var lidt bag ved os.
Dagens Ord
Andre Ser