United States or North Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Priorinden følte en Taare paa sin Haand. Et Par Timer efter rejste Otto Heinrich. Fire Dage efter fik Frøken von Salzen et Brev fra Berlin. Pigen stod hos og troede, hendes Naade havde faaet "Slaget" saa fortrukket blev hendes Ansigt. Deres Naade! sagde hun angst, Deres Naade!
En Herre med store Whiskers rejste sig fra en Stol. -Det er Grevinden af Waldeck, med hvem jeg har den Ære? sagde han. Priorinden nikkede og satte sig paa en Stol ved Døren. Hun vilde være falden ellers. -Ja. Det er mig. De ønsker at tale med mig. Vil De tage Plads. -Ja, Deres Naade.
Et Par Dage efter kom Frøken von Salzen paa Visit hos Priorinden. Frøken von Salzen var #meget# besynderlig den Dag: Hvert Øjeblik glemte hun Titelen, og hun løste sine dadelløse Kappebaand op tre Gange. Hun talte uafbrudt om Pligter og om at være unyttig og om gamle Frøkener og' om Fædrelandet. Grevinden sad og saa paa hende og forstod ikke et eneste Ord.
-Deres Naade, sagde han og blev mere "klein", da han stod foran hende Stemmen skjalv lidt. Deres Naade. Det er nok en Fejltagelse.... -Hvad er der, Paul? -Deres Naade, de store Kandelabre laa i Kassen. -Ja, Paul, Priorinden blev rød som en Tyv over det blege Ansigt, jeg ved det. Paul vendte kort om og gik.
En Gang imellem kun sagde de en Sætning spurgte og svarede, altid om ham. Den sidste Aften spaserede Otto Heinrich ene med sin Moder i Lindegangen. Han gik tavs. Priorinden syntes, han var saa bleg i Halvmørket. Da de vendte sig for at gaa bort fra Alleen, hvor der var ganske mørkt, bøjede Otto Heinrich sig hastig ned og kyssede sin Moders Haand: -Tilgiv mig, Mor, sagde han, og Tak for alt.
Men da han nederst paa Bunden af Kassen, pakket ind i mange skaansomme Papirer, tog op de store Waldeckske Sølvkandelabre de med det ciselerede Vaaben, som altid havde staaet inde i Salonen, i Hjørnerne, svor Paul Tjener en svær Ed. Han satte Kandelabrene fra sig og helt rød i Hovedet kom han ind til Priorinden.
Sagte lagde hun sit Hoved ind til den gamles Bryst: Tak, sagde hun. Tak. Hvor De er god. Den gamle Frøken klappede hendes Haar med de rystende Hænder. Der blev til Natten redt for Priorinden i Frøken von Salzens Sovekammer. -Det giver mere Ro, sagde Frøken von Salzen, mere Ro, Barn, naar man er to sammen.... Et Par Dage efter fik de Telegram fra Otto Heinrich. Han vilde komme hjem om Aftenen.
De gamle Frøkner sad langs Væggene og dukkede sig ned over deres Strikketøj og vilde ikke se paa hinanden. Og hele Aftenen talte de lavmælt og dæmpet som om de var bange for at vække en, der sov og hver sagde lidt, ligesom paa Tur, af Frygt for Pavser. Længe var Priorinden nu om sine Breve til Otto Heinrich. Hun sendte ham ingen Bebrejdelser.
Hvis Tanken havde været #mulig,# vilde hun have sagt, Frøken von Salzen svedte. -Mennesker som jeg, der sidder hen ... unyttige og maatte være glade til, om de kunde faa Lov.... Frøken von Salzen tav stakaandet, og der blev en Pavse. Priorinden forstod ingen Ting og vidste ikke, hvad hun skulde sige. Men pludselig greb Frøken von Salzen begge hendes Hænder. Men nu kunde de jo blive til Nytte.
Det er en ren Bagatel, Bagatel men, det har nogen Hast ellers vilde jeg ikke have forstyrret Deres Naade saa tidlig. Priorinden saa et Papir mellem Mandens Fingre. Han havde saa mange Diamanter paa Fingrene. -Det er kun en lille Gjæld af Løjtnant von Waldeck. Priorinden strakte Haanden ud. -Tillader De, sagde hun og vidste ikke, hvorfra hun fik Ordene.
Dagens Ord