United States or Niger ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Men hva' er 'et for Smaapi'er? spurgte Bai. -Kække Smaapi'er s'gu, kække Smaapi'er.... -Ja-a jeg véd det jo ikke ... man er jo gift Mand, Løjtnant ... Skueretter, forstaar De, Skueretter om man ogsaa er der ovre et Par Dage.... -Skueretter, gentog han en Gang endnu. -Tro De mig kække Pi'er, sagde Løjtnanten, dannede Pi'er.... -Men de si'er, de gaar til Rusland.... -Ja, de si'er det....
Saa fik jeg Adolf Black, der var ligesaa befippet som jeg, fordi han var i Kjole, og jeg hørte Mama sige: Ryggen, Olivia, og jeg saá Dig, der kom bagved med en Løjtnant, der bed i sit Skæg.... Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede. Du stod et Øjeblik henne hos Mama med hende i begge Hænderne: -Aa, Fru Franck, sagde Du og lo saadan stille, det er saa dejligt at danse.
"God Dag, min Herre!" sagde han, da jeg standsede min Hest. "God Dag!" svarede jeg. "Jeg er Løjtnant Gerard af tiende Regiment." Jeg kunde læse i hans Ansigt, at han havde hørt mit Navn tidligere. Gud og hver Mand kendte mig efter min Duel med de seks Fægtemestre. "Jeg er Underløjtnant Duroc af tredje Regiment," præsenterede han. "Nylig udnævnt?" spurgte jeg. "Sidste Uge!"
Maaske havde det været klogere, om jeg havde talt høfligt til Skurken. Men nu var det i hvert Fald for sent. Proppen var trukken op, og jeg maatte drikke Vinen. Men hvad Haab havde der alligevel været for mig, der havde skamferet deres Løjtnant, naar det var gaaet den godmodige Intendant saaledes?
Selvfølgelig kom dette af den fordømte Kosakuniform, som jeg i min Begejstring ganske havde glemt. Den unge Løjtnant havde troet, at jeg var en eller anden forvoven russisk Kamphane, der vilde udfordre det franske Kavalleri. Stor var hans Bestyrtelse, da det gik op for ham, hvor nær han havde været ved at dræbe den berømte Brigader Gerard.
Hans hjælpeløse Ben hang dinglende ned, og hans Katteøjne sendte mig stadig hadefulde Lyn. Det gik hurtigt op for mig gennem de Brudstykker, som jeg kunde forstaa af den mellem hans Chef og ham førte Samtale, at han var Løjtnant i Banden, og at hans Opgave var, ved sin smidige Tunge og sit fredelige Ydre at lokke forbifarende i Fælden.
Og Otto Heinrich standsede midt i en Vise og rakte hende begge sine Hænder: -Mor, sagde han, hvem ser du paa? -Et Søskendepar! sagde de gamle Damer, og fem-seks Kapper trængtes sammen i Vinduet bag Blomsterpotterne naar Moder og Søn spaserede sammen langs de snedækte Gange i Haven. Som et Par Søskende saa de ud. Lidt ind i Januar var Løjtnant v. Waldecks Permission udløben, og han rejste.
-Saadan Stederne, sagde han: forstaar De.... Løjtnant Nielsen forstod. -De vil se Markedet, sagde han. Stol paa mig: vi skal se Markedet. Han kom i Benklæderne og begyndte at skrige paa en Madam Madsen. Madam Madsen stak et Stykke Sæbe ind ad Døren med en nøgen Arm. -Man lever i Familien, sagde Løjtnanten: han skummede Madam Madsens Sæbe op ad Armene.
Der var saamænd ligefrem næsten altid et og andet, der #ventede# paa Huus selv om han ogsaa kom hver Dag, som i denne Tid, hvor de paa Rugaard solgte Sæden. Frøken Ida Abel havde ogsaa tidt Ærinde paa Stationen. Hun stred sig ned ad Vejen med et Brev, der skulde med Middagsposten. -Gud, hvilket Vejr, Hr. Løjtnant.
"Saa længe som jeg lever," fortsatte han, "maa der altsaa ikke over Deres Læber komme et Ord om denne Sag." "Jeg vil udslette den af min Hukommelse, Sire! Jeg lover at forlade dette Værelse ganske som jeg var, da jeg traadte herind Kl. fire i Eftermiddag." "Det kan De ikke," svarede Kejseren smilende. "Den Gang var De Løjtnant. Tillad mig at sige Dem Godnat Kaptajn Gerard!"