United States or Kuwait ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da fik Priorinden Brev fra Otto Heinrich. Mange Gange læste hun de store, klare Drengebogstaver der stod næsten altid de samme Sætninger med de samme Ord. Først læste hun dem alene; men siden kom Stiftsdamerne for at høre nyt om "Drengen", og Brevet blev læst igjen og om igjen vel de hundrede Gange. Hver Jul og Sommer kom Otto Heinrich hjem. Hvor han dog voxede. Slank og fin var han i Uniformen.
-Felsenburg-Weisenstein det er dem fra Rhinen. -Hm, saa nu er #hun# ved Hoffet! Og Strikkepindene gik igjen. Til Julen kom Otto Heinrich hjem. Det var Dage.
Hvor var han ikke glad Juleaften rigtig et Barn endnu naar Stiftsdamerne, havde tændt "Drengens" Træ i den store Sal, og den lange Kadet stod og skoggerlo, druknende under Svampeholdere og de filerede Vasketøjsposer og Strømperne, som gamle Hænder havde hæklet og strikket. Han lo, og han sang, og han takkede. Og han svingede sin Mor. -Otto Heinrich, Otto Heinrich! hvor du kysser mig ...
Og tændte Ild i Ovnen, forsigtigt som en Tyv, med sit lille Fyrtøj, og saa' paa Flammerne med sine Glasøjne Om Sommeren var Onkel Otto Georg hele Dagen nede i Haven hos sine Blomster. Hvor han elskede Roser. Han holdt Kalkene saadan i de to rundede Hænder og timevis saa' han stille paa Blomsten og smilede.... Maria Carolina kom forbi med sin Guvernante ... Onkel Otto Georg mærkede det ikke.
Han stod med sit rokkende Hoved ned over Roserne og smilte. Guvernanten holdt op med sin evige Eksamination, gav tre Kniks til Prins Otto Georgs Ryg og slog en lille Bue i Gangen Mlle Leterrier var altid bange for Onkel Otto Georg. Og Maria Carolina sneg sig stille forbi ... De gik op paa Terrassen.... Mlle Leterrier gav tit Maria Carolina Timer paa Terrassen.
Og da Priorinden første Gang havde set Stiftsfrøknerne til Te og stille hyggende havde gjort Honnørs i sin Salon, hvor de gamle Damer spillede Whist rundt ved opslaaede Borde paa Væggen hang Kaptejn von Waldecks Billede med Flor og Krans af Immorteller; den lokkede Otto Heinrich gav Kavaleren, bragte Skamler og en ny Kop Te da var Stiftsdamernes Modstand brudt.
-Ha, ha! mærker du mit Skjæg, lille Mor. -Ja, det kommer! Sidste Juleaften havde han ogsaa kysset Frøken von Salzen. Med et fly'er han til og tager hende om Hovedet Frøken von Salzen havde sin Strudsfjersturban paa, af ægte Fjer og kysser hende ... midt paa Munden. -Tak, tak! sagde han. Tusend Tak! -Men Otto Heinrich! raabte Priorinden, Otto Heinrich dog!.... -Saa, saa! Frøken von Salzen slap løs.
Ordene de hede Ord, det havde været, som om de #brød# ind over hende; Smerten, havde hun vidst hvilken? der havde boret som et pludseligt Stik.... Hendes Højhed #saa# kun de lange, graa Linier af Slottet ved hendes Fod. Og pludselig, mens hun stirrede paa dette Graa, var det som saa hun Onkel Otto Georgs Billede for sig.
Men da Grevinden fin og bleg og lille var hun, saa hun næsten blev borte under det lange Enkeslør første Gang havde talt i Ordensforsamlingen med sin Stemme, der lød som et frygtsomt, bedrøvet Barns; og da de gamle Stiftsdamer en Uges Tid havde set Priorinden vandre sin Aftentur op og ned i Lindealleen med sin Søn under Armen, Otto Heinrich, en Krøltop, der kun var ti Aar og allerede lige saa høj som sin Moder hvor tæt gik de ind til hinanden begyndte de gamle Damers Sind at mildnes.
Han lukkede Fars Øjne, sagde han. -Jeg har skaffet ham en Plads Ordene skjalv lidt , jeg behøver ham ikke. -Mor! Den lange Kadet kom hastig hen over Gulvet. Og al Ting for mig, sagde han. -Aa, men Mor! Taarerne løb ned ad Otto Heinrichs Kinder du #skal# faa Ære af mig. Priorinden gled med sin Haand blødt gjennem Sønnens Haar. Otto Heinrich rejste.
Dagens Ord