United States or Mayotte ? Vote for the TOP Country of the Week !


Og atter fôr der en Gysen igennem ham: Drengens svulne og uformelige Hoved hang kraftløst ned mod den ene Skulder. Halsen var for svag til at bære det. Men det, der fornemmeligst gav Barnet dets hele gruopvækkende Karakter var, at Mund og Næse gik i ét og dannede et stort gabende Hareskaar, en lang, blodrød Flænge, der næsten strakte sig tværs over Ansigtet fra Øre til Øre.

Han nærmer sig det, ser ingen Mennesker og smutter til sidst ind gennem Husgangen. Inde i Huset sad der en Kæmpe. Han var skabt som en Mand, men havde kun eet Øje. Kæmpens Forbavselse over Mødet var ikke mindre end Drengens. „Kan hænde, du trænger til Mad?“ sagde Kæmpen venligt. „Sæt dig ned!“ Saa gik han ud og kom tilbage med en Mængde tørret Kød.

Kun Drengens tætklippede Hoved stak op af Vandet: -Herre Jesus, han ligner en Sælhund. Moderen lo, saa baade hun og Flagerne rystede. -Tine, Tine, faa ham op, saa Fritz ikke ser noget. Tine tog et Tag i Drengen, saa han vrælede ved det. Moderen fløj fra Flage til Flage, mens hun slog med Armene som en Fugl, der sætter i at flyve. Karlene og Røgteren kom ud at se paa.

-Vask Dig, Unge, sagde Faderen, som stod med Lampen. Det var første Gang i Klaus' Liv, Faderen havde brudt sig om enten han var ren eller skiden. Og større endnu blev Drengens Forbavselse, da Faderen pøsede hans Haar over med Vand og gav sig til at rede ham med den gamle Kamstump. De to andre Unger var vaagnede i Slagbænken, og søvndrukne og forbavsede saá de til med opspilede Øjne.

Og pludselig, uden nogen forudgaaende Beslutning, snappede han en Pude af den nærmeste Seng og pressede den haardt ned omkring sin Søns Ansigt. Et Kvarters Tid efter kom Elise med Lægen. Han gik straks hen til Drengens Leje og bøjede sig undersøgende ned over ham: Er han død, Doktor? spurgte Isidor fuldstændig rolig. Ja, sagde Doktoren og godt det samme!

Axel talte, hans Stemme blev saa uendelig varm og varsom, han saa hen for sig, greben i sit Inderste; af og til smaalo han bevæget ved hvad han selv sagde. Han blev urolig, han virrede med Hovedet, han saa udtryksfuldt paa Mikkel, glemte alt andet . . . Og Mikkel følte Drengens guddommelige Godhed som en Uret, der var regnet hjærteløst ud.

Er Doktor Larsen ikke hjemme, saa hent en anden ... Men gaa ud gennem Køkkenet, og vis ogsaa Doktoren den Vej, at Fruen ikke hører noget! Oppe i Gæsteværelset laa Barnet. Herredsfuldmægtigen stod bøjet over ham. Drengens Ansigt var end frygteligere at se, nu han droges med Døden. Øjnene var lukkede, og Hænderne krampagtig knyttede.

Og det gjorde Drengen. Ud paa Aftenen begyndte Kæmpen at pynte sig til Angakokleg. „I Aften skal der være stor Angakokfest ved Erkrûtit, og jeg skal deltage. Følg med!“ siger han til Drengen. Der var en Snes Mil til Erkrûtit, og det kan nok hænde, at Drengens Tanker strittede mod Forslaget. „Vi skal nok være derovre før Daggry,“ sagde Kæmpen beroligende, da han mærkede hans Betænkelighed.

Da Drengen fik Øje paa sin Moder, løb han lige hen imod hende med udbredte Arme. "Sikken en prægtig Gut!" udbrød Harris. "Det er min lille Søn," sagde Fru Weldon og kyssede Drengens bløde Mund til Godmorgen. "Det har saa vist været svært for Dem at have den lille Fyr med paa saadan en Rejse. Maa jeg ogsaa faa Lov at kysse den tapre lille rejsende?"

Nina havde bestandig i Moderens Omhu staaet tilbage for William, Drengens Talent og Ejendommelighed havde skygget for de andre; nu i Sygdommen trængte Stella til Datterens milde Hænder, der var noget velgørende for den Syge i at se paa Ninas høje Skikkelse, rolig bøjet over sit Arbejde ved det runde Bord; den blanke Pande, Haaret, der barnlig var strøget helt tilbage ...