United States or British Virgin Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !


Brandkoret blæste paa Horn og dannede Æresvagt. Efter Indtoget var der Gudstjeneste i Klosterkapellet. Stramme sad de gamle Damer i deres Ordensdragt langs Kirkestolene. Frøken von Salzen var ledet ind af den lille Priorinde: det blev stadig ringere med Naaden von Salzen; nu var Øjenlaagene blevet lamme, saa de næsten helt faldt til.

Og stakaandet sagde Priorinden igen: De tilbød mig Penge.... Frøken von Salzen blev ved at ligge med lukkede Øjne Jeg har dem ikke, sagde hun. -Har ikke? Priorinden greb om hendes Arm. Og hjælpeløst, saa stille, saa der knap var en Lyd. mens to smaa Gammelkone-Taarer trillede frem under de lukkede Øjenlaag, hviskede Frøken von Salzen: -Han har jo faaet dem ... Det var #det,# jeg rejste om....

Men der var som en sammenpresset Angest over Ordene, og bange skrev hun tøvende og frygtsomme Sætninger, der saa stille bad. Og længe stirrede hun paa Brevet, hun havde skrevet og sukkede tit. Frøken von Salzen havde faaet en ren Passion for at kjøre paa Jærnbane. Om hun ikke tog afsted hvert Øjeblik. Og Himlen maatte vide, hvorhen.

Harmen pustede sig op rundt ved Stiftsfrøknernes smaa Te'er og efter Bibellæsningerne, naar alle var samlede. Frøken von Salzen strammede sine Kappebaand og talte om en Adresse til hendes Durchlauchtighed Protektricen.

Hvis Tanken havde været #mulig,# vilde hun have sagt, Frøken von Salzen svedte. -Mennesker som jeg, der sidder hen ... unyttige og maatte være glade til, om de kunde faa Lov.... Frøken von Salzen tav stakaandet, og der blev en Pavse. Priorinden forstod ingen Ting og vidste ikke, hvad hun skulde sige. Men pludselig greb Frøken von Salzen begge hendes Hænder. Men nu kunde de jo blive til Nytte.

Som hun ældedes for Resten, Frøken von Salzen hun gik altid med to Stokke nu. Men Tiden gaar og tager svært paa os alle. Selv Priorinden "den Ungdom" begyndte at faa hvide Haar mellem de brune under Enkekappen. En Morgen Otto Heinrich havde været Officer fire, fem Aar vækkede Pigen Priorinden meget tidlig. -Deres Naade, der er en Herre.... -Paa denne Tid? Du sagde dog vel, han maatte komme igjen.

-Jeg maa tale med Dem. Det har Hast. Og staaende foran Sengen, i en Strøm, uden at standse fortalte Priorinden alt. At hun havde sparet, og hvordan hun havde solgt og atter solgt.... -Men nu er der ingen Udvej længer.... Frøken von Salzen laa med lukkede Øjne. Hun virrede med Hovedet paa Puden. -Men #De# tilbød mig en Gang Der blev en Stilhed. Den gamle laa som før, som om hun intet havde hørt.

Ich hab' ein Bandelthier im Leib." Frøken von Salzen sad noget stiv under Strudsfjerene: saadanne Viser kjendtes ikke i Weimar. "Und trink ich Wein, und trink ich Bier Den Genuss hat stets das Bandelthier!" De gamle Stiftsdamer saa ned i deres Skjød. Priorinden var saa lykkelig. Hun sad, fin og lille, og sagde ikke meget, men hørte kun og saa paa sin store Søn.

Om Aftenen kom hun tilbage. Hun talte ikke om, hvor hun havde været og ingen spurgte. Man #spurgte# ikke Frøken von Salzen. Otto Heinrich kom hjem Aftenen før sin Moders Fødselsdag. Han gjorde megen Støj og kunde mange Garnisonshistorier. Næste Dag opholdt han sig mest i Haven, hvor han dresserede et Par Hunde. Om Aftenen skulde der være Selskab hos Frøken von Salzen.

Og op paa Dagen tog Frøken von Salzen atter med Jærnbanen, og om Aftenen bragte hun Pengene. Efter at hun var kommen hjem, sad de sammen i Frøken von Salzens Stue. De var ligesom lammede af Angsten endnu. Saa sagde den gamle Frøken: Hvad han har gaaet igjennem, den Stakkel! -Ja den lille Stakkel. Den lille Priorinde skjælvede; hun havde ikke nævnet ham siden i Morges.