United States or North Macedonia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Elise blev af Moderen og sine Søskende altid kaldet Kaninen paa Grund af sit stille, sky Væsen og sine smaa, frygtsomme Øjne. Nej, det tror jeg rigtignok ikke, jeg tør paatage mig, Mor! ... Og hos saa fine Folk! Og Kaninen gyste som af Kulde ved Tanken om at skulle forlade Reden. Men Billet blev der alligevel indlagt. Og mod Forventning kom der Svar.

Han havde rejst sig op og understregede sine Ord med store, indtrængende Haandbevægelser. I flere Dage havde han gaaet og tænkt over, hvordan han skulde forme dette Forsvar for sin Ven, naar Lejlighed gaves. Derfor var det efterhaanden blevet til et helt sammenhængende Foredrag, og han afleverede det med et Fynd og en Varme, der ellers var hans forlegne og frygtsomme Natur fremmed.

Og alligevel holdt han af hende saa meget, at han ikke kunde tænke sig at opgive hende. Hendes Blik, hendes Smil, hendes frygtsomme Kærtegn var blevne ham en kær Vane, som han ikke vilde kunne rive ud af sin Tilværelse. Der kunde gaa lange Tider, uden at han saa hende, og han følte intet Savn. Men han trængte til at eje Bevidstheden om, at han naarsomhelst kunde have hende ved sin Side.

Det var næsten, som om Baronen blev dumdristigere ved denne diminutive Gunstbevisning. Hans store, godmodige Ansigt rødmede af Glæde, og han gav sig til med et Par frygtsomme Fingre at kærtegne hendes Haandled oppe under Ærmet, der hvor Handsken endte. Og hans Stemme dirrede af Bevægelse, da han sagde: Jeg laa og længtes saa voldsomt efter dig i Nat paa Dampskibet, Vilde!

Hun trak dem til sig for at lytte til det første, uroligt sitrende Hjerteslag i et ungt Bryst, for at kvæges ved det første Lidenskabens Aandepust, der fødes som et Suk af Sjælens uvante Beklemthed. Hendes Bliks og Hænders Kærtegn vakte hos de unge Venner denne frygtsomme Kærlighed, der rødmer over sin egen Uformuenhed, mens den i Tankerne besidder alt.

Undertiden, naar de gik sammen langs Søen, og han talte til hende i strømmende Ord, der kunde lyde som halvdigtede Kærlighedssange, frygtsomme Hymner af en Yngling, der endnu ikke har vovet at løse Elskovsgudindens Bælte, men anelsesfuld synger om hendes Skønhed, kunde han pludselig se paa hende med et Blik, der forvirrede hende, gjorde hende forlegen, saa hun slog Øjnene ned; til andre Tider kunde han længe være tavs, ordknap, og saa tilsidst brød han ud i en Bitterhed, som afblomstrede hele Livet og viste en Træthed, intet kunde friste.

Thi der var det ved Fru Uldahl, at hun trods sin blonde Ro og sin hele kyske lidt lade Tilsynekomst, virkede stærkt erotisk netop paa disse Mænds Sanser. Hun stod rimeligvis for dem som Typen paa hin rene, hvide Kvinde, de engang i deres Manddoms første, frygtsomme Opvaagnen havde knælet for i Drømme.