United States or Serbia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed. Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ, og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes.
Og op paa Dagen tog Frøken von Salzen atter med Jærnbanen, og om Aftenen bragte hun Pengene. Efter at hun var kommen hjem, sad de sammen i Frøken von Salzens Stue. De var ligesom lammede af Angsten endnu. Saa sagde den gamle Frøken: Hvad han har gaaet igjennem, den Stakkel! -Ja den lille Stakkel. Den lille Priorinde skjælvede; hun havde ikke nævnet ham siden i Morges.
Han betragtede Kvitteringen og der gik en Trækning som en Grimasse hen over hans lammede Ansigt. -Din Haand er bleven saa let at skrive efter, sagde han til Hans Excellence, der havde rejst sig: -Vil Du sætte dit Segl under.
Hun sender Bud til Præsten, om det er nødvendigt at lade ringe. Han forespørger hos Bispen. Og Klokkerne tier. Men Grevinde Urne sover ikke. Hun taaler ikke mere Lyden af Skridt over Gulvet. Kammerjomfruens Berøringer smerter hende. Hendes lammede Tanker finder ikke længer Ord, og Sætningerne kom-mer usammenhængende og uden Følge. Hun søger om Benævnelser og finder dem ikke.
Men de taenkte begge paa den tunge Dvale, der faldt over de Dodtraette, mens Dagens Raab: "Daek Dybbol Daek Avnbjerg Ragebol daek" blev ved at skraemme de lammede Sovende. -Nej, sagde Berg, man kan knap sove mer . De gik ind og de skiltes med et Haandtryk de var blevet saa faste, Haandtrykkene Kammerater imellem.
Det var hans Ansigt, hans magre Kinder, hans Ørnenæse, hans haarde, blaa Øjne og hans tynde, fastsluttede Læber, der bibragte mig Følelsen af, at dette ikke var noget almindeligt Dusinmenneske. Han havde rynket Brynene og han kastede et saadant Blik paa stakkels Bart, at Kortene et for et gled ud af hans lammede Fingre.
Han følte, at han ikke var i Stand til at røre en Fod eller rejse sig, hans Hjærne blev uklar, det var, som skulde han svimle ud over Afgrunden. Han smed sig over Stenen, hans Hænder knugede om den. Nej, han vilde ikke give sig. Med lukkede Øjne laa han og stønnede over Stenen. At han ogsaa altid blev grebet af dette Vanvid, der lammede og knugede ham, til han gav efter.
Men han kunde ikke faa det løst op, og Frøken Erichsen maatte hjælpe ham, saa Guldstykkerne flød ud i hans flade højre Haand. Han gjorde med den lammede venstre et Forsøg, som vilde han tælle dem, men han magtede det ikke. Saa lod han dem falde ud paa Bordet de faldt langsomt, maaske paa Grund af hans Haands Fugtighed, Pengestykke efter Pengestykke.