United States or Liberia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Naar Erhards Venner var der, ledte Professorinden altid gerne Samtalen hen paa nye Bøger og nye Forfattere, og hun sad smilende og hørte paa alle de gudforgaaende og radikale Ting, mens hun selv skød sine behageligt liberale Anskuelser ind i smaa rolige, halvt satiriske Sætninger.

Der var en hastig Bestemthed over ham, medens han spurgte, hvad de da egenlig havde tænkt dem; hvorledes de da mente, Banken kunde stille sig overfor dem som var hans Sætninger endnu kortere og klarere end vanligt.

Carl dumpede ud i en Pause, havde spurgt om noget ... Mærkede saa med ét, der var slet ikke blevet svaret og saa paa sin Stedmoder Hvor hun var bleg ... Han blev forvirret, hakkede op med et Par smaa Sætninger, holdt inde og flyttede sig paa Stolen. Saa tog han paa igen med forpustede Ord der svirrede som Myg indtil han blev ganske ... hed og taug.

Han slog i Bordet, saa Toddyglasset klirrede, naar Modstanderne fik "de vældigste over Næbbet". Og undertiden læste han enkelte Sætninger højt og lo imellem. Fru Bai hørte stille til, hun interesserede sig ikke for Politik. Desuden havde hun en Overgang hvor hun var svært søvnig om Aftenen. -Saa er det vel paa Tiden, sagde Bai. Han rejste sig og fik en Haandlygte tændt.

"Einsteigen," raabte Konduktøren lige ved ham. William sprang op paa Trinnet, og hurtigt, i afbrudte Sætninger, fortalte han, at Faderen var borte, at han ikke kunde rejse, at han maatte blive her. Konduktøren lo og halvt tvang ham ind i Kupéen William greb sig i at have talt Dansk i sin Fortvivlelse. Mens de kørte, sad han overvældet, forvirret, viden at turde tænke.

Folk, som virkelig føler for En, skaffer En Scener og Hovedbrud og Ubehageligheder disse er skam ligeglade, naar der bare er en Chaiselongue i min Spisestue, de kan sove paa, naar de er fulde." Hoff talte roligt, i lidt afbrudte Sætninger, Tonen var køligt haanende, det hele kunde se ud som en Spøg.

Hun gik med sit Glas i Haanden forbi Karnappen ind i Taarnstuen; Døren til Spisesalen stod aaben. Hendes Højhed fór lidt sammen: De her sagde hun Hr. Kaim De staar her alene. -Jeg saa' paa Noget, sagde Hr. Kaim. De korte Sætninger kom altid saa underligt stødende frem. At sige Deres Højhed glemte han hver anden Gang. -De har vist aldrig set vore "Skatte", Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed.

-Sønnesønnen satte sig i den store Stol ved Vinduet og begyndte at læse meget højt, for at Hans Excellence skulde kunne høre ham: -Hvad siger Du, der staar? raabte Hans Excellence. Sønnesønnen læste højere, anstrengende sig for at samle den ulæselige Skrift, hvor Bogstaver var glemt og Sætninger var faldet ud: -Hvad er det, der staar?

De var saa besynderlige, helt anderledes end før: et Par regelrette Sætninger med en Haand saa omhyggelig som Bogstaverne i en Skønskriftbog uden saa meget som et eneste af deres »egne« Ord kun de nøgne Par Sætninger. Og Erhard blev kun endnu uroligere, da hun var vendt tilbage. Tiden, naar hun kom, havde hun ikke skrevet.

Men der var som en sammenpresset Angest over Ordene, og bange skrev hun tøvende og frygtsomme Sætninger, der saa stille bad. Og længe stirrede hun paa Brevet, hun havde skrevet og sukkede tit. Frøken von Salzen havde faaet en ren Passion for at kjøre paa Jærnbane. Om hun ikke tog afsted hvert Øjeblik. Og Himlen maatte vide, hvorhen.