United States or Solomon Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Havde den Blade endnu, Hylden og Roserne og Kirsebærtræet.... -I fjor stod de i Blomst ... et Blomsterflor. -Hele Byen fik til Syltning, mens Fruen var væk, sagde Marie. -Det hvide Flor.... Katinka blev ved at tale om Haven. Hvert Øjeblik sagde hun: Tror De, han gi'er mig Lov at jeg faar Lov.... -Maaske naar Solen skinner.
Udover Plænerne, som svedes, mod Hovedbygningen, der skinnede hvid og kjedsommelig, lukket og tilhyllet paa sine tause Terrasser. Engang imellem gled et Vindpust over Plænen, krusede Gravens Vand og vuggede Roserne. Saa raslede de udslagne Solseil og faldt atter tilbage i den dorske Ro. De Fremmede smed Cigaretstump efter Cigaretstump i dvask Kedsommelighed.
Hun tændte Lys i Køkkenet og hun syslede med Roserne inde i Sovekamret paa Sengen. Katinka sad stille i sin Krog og hørte kun hans Navn, der bestandig vendte tilbage. Første Gang, at hun hørte hans Navn i alle de Uger. -Men hvordan er han? sagde Frøkenen. Hun kom ind og løftede Katten, der sov, op af Lænestolen, og hun satte sig nedenfor Forhøjningen med Hænderne foldede over Katten i sit Skød.
Hun rakte Fru Mourier Roserne: -Her lægger man dem i et Næt og finder dem bare visne om Morgenen ... Buketten gik videre til Kate, der blev staaende med den i Haanden: -De er smukke, sagde hun og saa særdeles ligegyldig ned paa de lange "La France"-Grene. -Ja, sagde Karl og smilede paa én Gang saa kønt ned mod de lyserøde Kalke: Det er s'gu godt ment.
Hver Dag i Middagsstunden skulde Tine ned og se, om Roserne sprang ud. Det var de vilde Roser om Moderens Lysthus' hvide Søjler. Jo, de kommer nok, sagde hun. -Ifjor kom de ikke, sagde Moderen, og da havde vi heller ingen Jordbær. Roser og Jordbær, de skulde til paa Moderens Fødselsdag. -Ja, ifjor, sagde Tine, det skyldtes bare Kulden.
Og hun lod de stolteste Træer fælde, naar de stod hendes Planer i Vejen. Ja, ud for sine Dagligstuevinduer lod hun endogsaa Skoven hugge om og Bakken skære igennem, saa at Østenstormen nu strøg livsaligt ned gennem Haven, afsved Roserne og fik Kakkelovnene til at ryge.
Men hun beordrede Roserne gravet op og Skorstenene forlængede, hvorved hun ødelagde baade Havens og Bygningens Skønhed: Blæse med det , sagde hun bare vi faar Luft ! Og for at holde sig med Selskab, naar Manden var af Gaarde, gav hun sig til at samle paa Hunde. Hun drev det til paa én Gang at huse fjorten, alle af forskellig Race.
-Jeg tænkte det for Roserne ... jeg saa' til dem idag. -Ja, sagde han, de maa dækkes nu. Bai begyndte at klæde sig af inde i Sovekamret. Døren stod aaben. Han holdt meget af at gaa længe frem og tilbage om Aftenen. Fra Sovekamret til Stuen i stærkt Negligé. -Det Trampedyr, sagde han. Marie traadte haardt i oppe paa Loftskamret.
Poplerne langs Alléen fik gule Blade og blev ligesom højere i den tyndklare Luft. Moderen frøs sammen: -Hvor Skyggerne bliver lange, sagde hun. Tine bandt Roserne op og saá ud over Plænerne: -Ja, sagde hun, vi er langt henne. Men Moderen, der stirrede ud over de solklare Bede, hvor intet rørte sig, men alt skinnede, Blade og Asters og de sene Roser, sagde: -Tine, et Sted er der dog Fred: i Døden.
-Naar rejste han, sagde Katinka. -Nu er 'et vel to Uger siden.... -To Uger.... Katinka rejste sig stille og gik ud i Haven. Hun gik rundt i Gangen; hen til Roserne; ned under Hylden: Her havde han været for at sige hende Farvel paa hver Plet, paa hvert Sted. Hun havde ingen Taarer. Hun følte næsten som en stille Højtidelighed.... Der lød et glad Halløj henne paa Vejen.