United States or Malawi ? Vote for the TOP Country of the Week !


Fru Falkenberg sad og søgte Falkenbergs Blik, men Oberstløjtnanten nød en Biskuit og talte med Admiralinden om Remonteheste. Fru von Eichbaum bød Velbekomme. Ida havde ikke hørt det og hun fik sig først rejst, da Kandidaten rakte hende Armen. Som halvvaagen saá hun et Øjeblik ud over Bordet med det endte Maaltid og Kandelabrene, der osede let, og ned paa sin egen Plads.

Han sad ude i Tjenerkamret med Kandelabrene i sine Hænder og følte op og ned ad Stagerne, hen over Vaabenet paa Fodstykshjørnerne. De var blevne pudsede saa mange Gange. Længe sad han og holdt dem i sit Skjød. Og Paul Tjener svor og smaagræd imellem hinanden. Paa Ordensdagen var der Modtagelse hos Priorinden. Det var sjældent nu.

-Hvad De vil. Carl bladede i Bogen og slog op paa "Rolla". Han begyndte at læse de første Strofer og blev saa ved at læse et Par Sider ud i Træk. Han læste meget dæmpet, mens han sad i Lyset fra Kandelabrene, bøiet over Bogen. Ellen hørte knap. Men Versenes bløde Lyd beroligede hende; hun mærkede Ordene som en dulmende Strøm for sit Øre, mens hun sukkede nu og da.

Han kendte hendes Stemme hun havde den Vane altid at snakke lidt højt i Gangene og hans Hjerte stod stille. Han tog et Lys og gik ud paa Gangen. -De her, sagde hun. -Ja i Aften. Stemmen slog Klik for ham. Hun saá lidt paa ham, inden hun gik ind ad Døren, han havde aabnet: -Hvordan det? sagde hun. -Min Kammerat er syg, sagde han og tændte Kandelabrene Kaminen.

De stod over Trappen; i Ly af den store Portal strakte de Hovederne ud tæt ved Siden af hinanden og saa paa Strømmen af Gæster. Damerne steg ud af deres Vogne og løb op ad Marmortrinene ved Herrernes Arm, med opløftede Slæb. Naar de kom ind under Kandelabrene, saa Carl og Ellen Diamantagretternes Spil i deres Haar og de hvide Nakker under Silkeslaget, naar de bøiede Hovedet.

Men da han nederst paa Bunden af Kassen, pakket ind i mange skaansomme Papirer, tog op de store Waldeckske Sølvkandelabre de med det ciselerede Vaaben, som altid havde staaet inde i Salonen, i Hjørnerne, svor Paul Tjener en svær Ed. Han satte Kandelabrene fra sig og helt rød i Hovedet kom han ind til Priorinden.

Han blev ved at have saadant et mildt Væsen og en blød Stemme, mens de sad endnu en lille Tid. Men Opvarterne, der begyndte at blive utaalmodige, slukkede de sidste Gasblus, saa Mørket trængte ind til dem. Der var ikke andet Lys end Lyset fra Kandelabrene. Ida saá ud mod det skridende Mørke: -Nu er det forbi, sagde hun. -Næste Gang bli'er det Dem, sagde Karl. -Ja, sagde Ida hastigt og glad.

Men Jacques greb ham om Haandleddet, saa han troede han skulde synke i Knæ ved det, og han førte ham hen mod Kisten og Kandelabrene, der vare behængte med noget sort Flor. Erik kendte det godt fra de gamle Portrætter, der havde det hængt om Rammerne i mange Aar. Drengen rystede, saa han næppe kunde gaa; og han kunde ikke vriste Øinene fra Ligets Ansigt: man saa Gummerne i den tandløse Mund.