United States or Botswana ? Vote for the TOP Country of the Week !
Becker var kommet for at faa Charlots Kuffert pakket. -Charlot, sagde han. Jeg har sparet nogen Penge til Dig... Det er noget forstaar Du, Hr. Theodor Franz og Din Fader véd det ikke jeg har faaet Lokalerne billigere, ser Du det er et tusind Mark. -Tusind Mark til mig rigtig til mig... Charlot saa Pengene. Er de til mig?
Den lille japanesiske Bakke laa pakket ind i det gullige Brudeslør. Hun gik ogsaa ud i Køkkenet. Hun havde sin Yndlingsplads paa Huggeblokken i Krogen. Maria syede foran Tællelyset paa Bordet og lod Munden gaa. Hun var en trofast Sjæl, som ikke glemte gammel Kærlighed. Hun snakkede stadig om Huus Og saa ensomt som det nu var blevet. Katinka sad tavs i sin Krog.
Han saá jo Nat og Dag det lange Lagen over Liget paa Sengen og Mændene, som var kommet ind og havde slæbt Moderen ned ad Trappen, pakket i et Lagen; en tog ved Hovedet og en ved Benene, for at faa hende i Kisten nede i Gadedøren. Men det var kun Faderen, som gav ham et Rap til: -Du ska' op, sagde han. Ta' Klæ'erne paa Dig. Vi ska' ud.
Jeg maa gaa tilbage til i Eftermiddag for at gøre det klart, og jeg maa sige, at det ringer for mine Øren, naar jeg tænker paa det. Jeg kaldte paa Véronique og tog min ny sorte Eftermiddagskjole paa, som lige var pakket ud.
Pigerne stod rundt i Portene, blaastrømpede og med de islandske Uldklokker om Stolperne. De Handlende halede Varer ind og svor og bandede. Latinerne fór skingrende afsted og lod sig gennembløde. -Her er 'et, sagde Katinka. -Hele Italien, mit Herskab, for halvtreds Manden var hæs og pakket i Uldtørklæder tre Gange værs'agtig -Hvor det skyller, sagde Katinka.
Saa var de to Fruentimmer alene. Stasia sad og vædede Pegefingeren og fiskede de Smuler af Hvedebrødet op, som laa tilbage paa Papiret, det havde været pakket ind i. Naa, Moder, tag dig nu ikke det saa nær, skrev hun og stak Tavlen hen til Maren. Den Svinehund! sagde den gamle. Aa ham har en opfødt med sit eget Hjertes sure Mælk!
Ad Stien ud til Engen kommer en gammel Kælling langsomt rokkende. Hvert Øjeblik standser hun og snøfter, som om hun vilde vejre. Hendes krogede Haand er krampagtigt knyttet om en Krykkestok, og hele hendes Overkrop er pakket ind i et stort Sjal. Jeg kan ikke se hendes Ansigt, der er indrammet af en bredflæset Kyse.
Jeg kan ikke beskrive, hvor irriteret jeg var, og jeg besluttede straks at rejse i Morgen men hvorhen, det kunde kun Skæbnen eller Djævelen vide! Da jeg kom ind i mit Værelse, fik jeg en Klump i Halsen. Véronique var gaaet i Seng, træt af at have pakket ind hele Dagen. Jeg følte mig pludselig saa mutters alene, alt det interessante var borte. For Øjeblikket hadede jeg de to dèr nede.
Der var til sidst to tusinde Vendelboer, som ikke kunde komme over Limfjorden og hjem, de blev slagtet ned. De øvede Landsknægte spændte dem ind, Herremændene traadte i dem. Dér stod de pakket sammen. De slog og stak om sig, mens Sejrherrerne dræbte paa dem, de græd i det bidende Vintervejr, de faldt hulkende om i Sneen med kløvede Hoveder.
»Jamen, De skal rigtignok have Kaffe«, sagde hun efter ham, med en Køkkenlampe hævet over Trappegelænderet. »Og Fruen har siddet oppe for #min# Skyld!« beklagede han. »Hvad saa! Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har skrevet Julebreve imens og pakket Kagekasser til min Familje i København. Kom nu ind!« Og ind i Stuen gik Holst. Der duftede af Kaffe og brune Pebberkager.
Dagens Ord