United States or Nauru ? Vote for the TOP Country of the Week !
Adolfs Udtryksmaade blev efterhaanden mere og mere feltherremæssig kort, hvad der maaske ogsaa kom af, at han ikke kendte noget andet Meddelelsesmiddel i Forretningen end Telegrafen. -Under Spenners Ledelse, sagde han. Sværmen blev alt tættere, man kom kun langsomt frem.
De var uden for en Kunsthandel og maatte rent holde stille; man kom ikke frem, Sværmen stod helt ud paa Gaden. -Her kan man s'gu altid holde Karantainen, sagde Kusken. Det var et Par franske Sirener, man vilde se, der prangede i stærkt Lys i halv Legensstørrelse i Udhængsskabet, indrammede af Makartbuketter. Alle stod med opadvendte Ansigter og smilte foran Yndighederne.
De vilde »se at finde en Soda«, og de trængte frem gennem Stimlen, men de kom næppe af Stedet, mens de brændte Vittigheder af og gav Haandtryk Kredsen Blom gav Haanden ved blot at strække en oprakt Tommeltot frem mod Genpartens Haand til Tryk ; til sidst fik de dog erobret en Sofa lige inden for Restaurationsdøren til Gangen, hvor Sværmen sivede forbi som en vandrende Mur.
William var den eneste rolige i hele Sværmen. Men om Søndagen tog Fætter Gerson alene til Veilgaard. Han stod og støttede sig til Kulissen, og en Gang imellem holdt han sig for Øjnene: han syntes, det hele dansede rundt med ham. "Professoren" var der. Den instruerende Adjunkt læste hans Rolle op, han skulde først se, hvordan det gik.
Men nu, da han steg ned, brød der en forvirret Støj løs. Der var ikke Faa, der klappede, men Størstedelen af Forsamlingen blot larmede. Og han fornam, at Stemningens Vindretning bar imod ham. Midt i Salen rejste en arbejdsklædt Mand sig op. Han gik med tunge Skridt gennem Sværmen op paa Talerstolen. Da han stod deroppe, forvandledes Larmen til udelt Bifald.
Sværmen smilte og hilste, langsomt drev man bag hinanden; Hornblæserdrengenes muntre Signaler lød ned fra Volden over Bredden og Vandet.
Paa Fortovene drog Strømmen stadig forbi og trallede: Ja kun dét Kys ægte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Læbe bringer Læbe Bud om Flammer, tændt af Elskovs Gud som Elskov Elskov gir. De to gamle Damer stod i Vinduet. De saa' ret mismodigt ned paa Sværmen. -Ja, sagde Konferentsraadinden ind i Fru Knudsens Øre: Hvor Livet er underligt, du....
De to Herrer med Fodposerne trykkede Hænder og takkede for "den store Deltagelse". Fru Abel standsede dem ved Laagen. Hun havde sit lille Bord beredt for Bai og hans Svogre: -I al Tarvelighed at De ikke sidder ene.... Fru Abel tørrede sine Øjne: -Man véd, hvad det er at miste, sagde hun. Sværmen var borte. Agnes stod alene ved Graven. Hun saa' ned paa Kisten med dens Kranse, plettede af Sandet....
Saa hørte de Teatervognene paa Gaden og tog et Par Tørklæder om, for at staa lidt i det aabne Vindu. Vognene rullede rask forbi, og Sværmen begyndte at vælde frem oppe over Torvet. Det var det »hele København«, der havde villet vise »det«, som Bladene skrev, »uden Skyld saa haardt ramte Personale« sin Deltagelse og havde overværet »Victoriateatrets« Førsteforestilling.
Dét var som en hel Leg af Skyggebilleder ... mens Musiken begyndte at spille til Dans, og Vognene blev ved at rulle op foran Trappen. De blev staaende bøiede ud over Balustraden og saa ned. De følte begge en stille Glæde ved at staa her sammen i Mørket, over Sværmen; og Carl havde uden at vide det lagt sin Arm ind under Ellens. Saaledes stod de længe. Ellen begyndte at nynne Valsen fra Balsalen.
Dagens Ord