United States or Somalia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Dick var fortvivlet, ude af sig selv af Rædsel, plaget af Frygt for at Skibet, jaget af Orkanen og de taarnhøje Bølger, skulde blive splintret imod de Kystens Skær, som umulig kunde være langt borte. Han stirrede og stirrede igennem Uvejret, men saa intet, gik frem og tilbage, raadløs i sin Fortvivlelse, indtil han atter greb Roret. Samtidig kom Negoro ud paa Dækket.
Det indeholdt kun en Lap Papir, hvorpaa der var nedkradset følgende Linier: "Overfaldet og bestjaalet af Negoro Vejviser 120 Mil fra Kysten 3. December 71 døende Dingo kan ikke ." Disse Ord løste alle Gaader. Samuel Vernon havde villet udforske Centralafrikas ukendte Egne, men var blevet myrdet af sin Fører Negoro der havde røvet den Rejsendes Penge.
Der var ikke noget at udsætte paa den Maade, hvorpaa han udførte sin Pligt, men der var noget i hans Væsen, eller maaske snarere i hans Ydre, der gjorde Kaptajnen mistænksom og næsten lod ham fortryde, at han ikke havde været mere omhyggelig med at efterforske den ny Koks Fortid, før han tog ham i sin Tjeneste. Negoro saa ud til at være omkring de fyrre.
"Ja, ja, min Ven, du bliver det nok en anden Gang," trøstede Amerikaneren. "Mænd af vor Profession kan ikke vente at faa Lov at dø af Alderdom. Men var det nu en Englænder, der nappede jer?" "Nej, en Portugiser." "Før du var blevet af med Ladningen?" Negoro betænkte sig lidt før han svarede. "Nej, efter. De pokkers Portugisere har forandret Taktik.
Der laa Dick, pint af Sult og Tørst, med smertende Saar fremkaldt af de snærende Lænker, og længtes kun efter, at man snart vilde gøre Ende paa hans Lidelser. Men ved Synet af Negoro blussede hans Energi og Harme op paa ny. Han sprang op; med en rasende Bevægelse søgte han at sprænge sine Baand for at kunne kaste sig over sin Fjende. Negoro gjorde uvilkaarlig et Skridt tilbage.
Dette forklarede, at de hverken fandt Kautschuktræer eller Quinquinatræer, det beviste, at det ikke var Strudser, men Girafer, de havde set. Og endelig Fundet af den frygtede Tetseflue og de rædselsfulde Slavehandelens Redskaber, Lænkerne og Aagene, og de ulykkelige Ofres afhuggede Lemmer. Som et Lyn slog det ned i ham: Harris og Negoro maatte være sammensvorne. Og de var deres Ofre .
"Det Brev, De forlanger, skriver jeg ikke!" svarede Fru Weldon med Fasthed. "Den Sum De fordrer for vor Udlevering vil min Mand betale Dem, men jeg vil ikke søge at formaa ham til at gaa i Land her i denne forfærdelige Del af Afrika for at hente mig." Efter nogen Modstand indvilligede Negoro der var blevet bange for maaske ellers helt at gaa glip af den uhyre Løsesum i at han skulde bringe Hr.
Hos den unge Kaptajn vaagnede en svag Mistanke om, at Negoro havde haft en Finger med i Spillet ved det første Kompas' Ødelæggelse, og at han maaske ogsaa havde villet gøre det andet ubrugeligt. Men hvorfor? Maatte han dog ikke, lige som alle de andre, kun ønske jo før jo hellere at naa Amerika?
Man naaede derfor ogsaa kun tre Mil frem inden Middag. Harris og Negoro havde man ikke set noget til, og heller ikke Dingo havde vist sig. Man satte sig til Hvile i et Bambuskrat og holdt Maaltid. Fru Weldon sad trist og nedbøjet med sin svage lille Søn paa sit Skød; for første Gang paa hele Rejsen syntes hun at tabe Modet og Troen paa en lykkelig Udgang af alle Trængsler.
Men i det Sted snusede den frem og tilbage langs Kysten med sænket Hale, uroligt søgende, men tavs. "Læg Mærke til Dingo!" sagde Fru Weldon, "hvor underligt han støver om." "Ja, det har jeg ogsaa tænkt over," svarede Dick. "Og se saa Negoro; det ser næsten ud som han var optaget af den samme Søgen, som Hunden. De bærer sig begge to lige mærkeligt ad.
Dagens Ord