United States or Marshall Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Dagen før sin Død havde han bedt mig at komme til sig. Det skar mig i Hjertet, at jeg maatte sige ham, at der næppe var nogen Sandsynlighed for, at Konsistorium vilde give sit Samtykke hertil. Jeg tilføiede, at han behøvede jo ikke at begraves fra nogen Kirke; det kunde jo ske fra Kapellet paa Kirkegaarden.
"Desuden er det ogsaa meget upassende," tilføjede Stella ... William gik ... "Ja, det er vanskelige Tider, Frue, og sværere ville komme," sagde Pastoren, da Drengen lukkede Døren. Der var Messe i Kapellet om Aftenen, og William kæmpede haardt med sig selv. Men Kl. 7 spurgte Stella Nina og William, om de ikke skulde spille tre Mands Whist en Timestid. De var færdige med Lektierne.
Man staar paa Stranden ved disse tomme og stille, disse forfrosne Hoteller, man er tavs af Forbløffelse, Havet tier ogsaa, det véd ikke et Ord til Forklaring, Briggen staar paa Sandrevlen saa uangribelig ansvarsløs, #den# kan ikke gøre for det, som hændte ... Oppe i Kapellet bag Klitterne ligger de otte danske Sømænd i hvide Klæder, deres Læber er stumme ...
Ha! det ta'r han sig vist let! lo Frederikke. I det samme lød det stakaandet fra Charlotte: Der er Vognen! Og Pigebørnene for igen til Vinduerne ... Men det var kun en Arbejdsvogn, der rumlede over den brolagte Vej mellem Ladegaarden og Borggaarden. Er der nogen, der ved, hvor Mor er henne? spurgte Sofie saa. Hun har vel lukket sig inde i Kapellet. At hun kan holde det Liv ud!
Hun forstod ikke sine Børns haarde Hjerter ... Og da hun senere oppe i »Kapellet« efter Sædvane havde taget sine Kort frem for ved deres trofaste Hjælp, at søge Trøst og Oplysning for Fremtiden, havde der midt i en ellers løfterig Stjerne pludselig lagt sig et sort og uigennemskueligt Spader-Es i Vejen, saa at alt fremdeles henlaa i Uvished og Mørke ...
De bøjede ind i Mellemporten, hvor der var ganske mørkt. -Her spøger det, hviskede Ida. -Hvad vil det sige? -Jo, her gaar de igennem, som skal dø.... -Hvem har set det? -Vagterne, sagde Ida. Og lidt efter: -For her er jo Vejen til Kapellet. -Er De bange for det? sagde Karl. -Nej, ikke nu, hviskede Ida og nikkede. De kom forbi Vaskelængen hen til Lygten over Pavillonens Laage.
Præsten talte over Ordet: "Og jeg vil give Eder min Fred i al Evighed". Ind gennem Prædikenen hørte man den gamle Frøken von Salzens: Aa ja aa ja, hen gennem Kapellet. Efter Gudstjenesten var der Kur i Ordenssalen. Abbedissens Stol stod under en Baldakin med det hertugelige Vaaben. Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stedte Damerne til Haandkys.
-Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men hendes Øjne kunde ikke sé mere. -Min Dreng, sagde hun, hun følte hans Haar med sin Haand: min lille Dreng. ... De græd alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa stille i Kammeret. Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Præsten bagved Kisten.
Der blev tændt Lys i Kapellet, de gule Stearinflammer løftede sig i svag Flimren langs Væggene. Der faldt som et Skær af Livets Farve over Ligenes Ansigter, hvor alle fremstaaende Dele havde rødlige Partier, næsten som de var skoldede det var Sandet, der havde skuret Huden af, mens der blev kæmpet derude i Brændingen og Havstokken.
Vejene til Kapellet er ganske opblødte, og der er jo ikke et Menneske mere, man kender. Fru von Eichbaum hentede Prædikenerne, og Generalinden sagde: -Tak Du ... ja, man længes efter Petri om Sommeren. Der er ikke den klare Tankegang hos de andre. Fru von Eichbaum nikkede: -Kære, sagde hun: det er Roen, han har arvet fra Faderen.
Dagens Ord