United States or India ? Vote for the TOP Country of the Week !
Julia, Julia, Julia, Julia Hopsasa! Brevet var mest Sporgsmaal, fulde af Angst, og Talen om "gamle" Dage med "Husker De?" og "Husker De?" igen. Tinka sad og vuggede i Hofterne til Lovenhjelms Sang, mens Tine blev ved at laese det lange Brev Side efter Side. -Ja, du, sagde Tinka, da hun sluttede, og tog Vejret det er laenge siden. -Ja, sukkede Tine og slap Brevet: Laengesiden.
Munden lukkede sig med et Suk det unge Hoved faldt helt tilbage. Saa sank Fru Appel med et Skrig ned over sin livlose Son. Tine trykkede hans Ojne til. Fru Appel satte sig igen, og hun begyndte at klappe hans Haender, der var stive, og hans Ansigt, der var koldt laenge. Time paa Time. Tine havde rejst sig. Langsomt gik hun bort fra Sengen: hun vidste ingen Trost.
-Blot de nu har husket Spiseskeer til Groden, sagde Tine. Hun taenkte stadig kun paa Skovriderens. -Du skulde gaa et Lob derned, du skulde, sagde Moderen. Der er vist baade et og et andet ... Det er ikke saadan, at ha' Huset fuldt af saa mange liggende Personer. Tine gik ned og "saa lidt efter" i Skovridergaarden, mens de var i Storskoven. Om Aftenen sad Tine laenge paa Baenken paa Trappen.
Natten var mork og der var ingen Stjerner. Hun faldt over Vejens Milesten og hun rejste sig igen. Moderen var oppe, da hun kom hjem. Bleg og forknyt sad hun paa samme Plet. -Hvor laenge du blev, Barn, sagde hun. -Jeg har ingenting hort, sagde Tine og lagde Sjalet. Moderen skaenkede Kaffe og rakte hende den. -Tak, svarte Tine og drak begaerligt. -Hvor du er bleg, sagde Moderen.
-Naa, sagde hun, nu sidder da hele Familien Vagt. Der var kommet et nyt Billede op ved Siden af Fru Bergs over Sengen: det var Herluf, der sad paa Skovriderens Knae. Men Tinka blev ikke laenge i Ro hun horte, Lovenhjelm var inde hos Tine i Spisekammeret. Den rogede Skinke skulde ned fra Loftet, og Tinka satte op ad Trappen med Lieutenanten i Haelene.
Laenge stod han med sine Ojne faestede paa det stille Hoved som sunken hen i en smertelig Andagt. -Ja, sagde han og loftede de foldede Haender naesten op til sit Hoved: Gud tilgive os Gud tilgive os alle. Madam Bolling havde bojet sit Hoved ned mod sin dode Datters Pude.
-Men hvor har De vaeret gemt saa laenge, Tine, sagde han og blev staaende lidt og saa paa Tine, der arbejdede saa rask i Dejgen med sine runde Arme. -Ved du, Marie, sagde han undertiden til Fru Berg: Tine kan virkelig vaere ganske kon om Morgnerne.... Om Eftermiddagene sad Madam Bolling og Tine ved Vinduerne i Stadsstuen, Bolling var mest paa Lodden nu, da der ikke var Skolegang.
Madam Bolling stod med Heltene fra Isted, der kaempede endnu med de hvide Bind om Panden. Hun blev ved at se paa dem, og et Par smaa Taarer faldt ned paa Glasset hun taenkte paa dem, der nu skulde miste Forligheden og Livet. -Kom, Mutter, sagde Bolling og tog Billedet, men ogsaa han beholdt det saa laenge, at Tine maatte tage det af hans Haender.
Den Syge lo hojt og laenge gennem Larmen. -Vi vil se, hvordan Jorden braender ... Gud har sat Ild pa jorden, sagde han forklarende og holdt Lygten op foran Tinka, der rystede. Han gik ud Han vilde ikke stottes. Han loftede, staaende paa Trappen, den svinglende Lygte hojt, saa Lyset faldt over de Flygtendes Ansigter. -Kom, Fa'er, kom, sagde Tine, som vilde have ham bort.
Forst blev han staaende i Doren, laenge laenet til Karmen og rygende; indtil Tine sagde, med bojet Hoved: -Men vil Skovrideren dog ikke sidde? og rejste sig op fra Stolen. Men Berg satte sig hurtig, ligeoverfor, paa Kanten af hendes Seng. Bliv De dog siddende, sagde han. Det var Tinka og ham, der talte og mest ham.