United States or South Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ved Synet af den tomme Seng begyndte Sofie at vande Hons igen, med Taellelyset i Haanden, mens hun talte om, da "Drengen" var lille; hun havde vaeret Herlufs forste Barnepige, og der var for hende i Verden ikke anden Dreng end han.
Sofie begyndte at graede hojlydt: -Som det ligner, blev hun ved, som det ligner just som hun gik og stod ... herind' om Dagene. Tine tog Billedet og betragtede det laenge: -Ja, det ligner, sagde hun og holdt Billedet, fast, som foldede hun Haenderne derover. Taarerne sprang frem af hendes Ojne for forste Gang i disse Dogn. Rundt i Huset brod Officererne op og gik til Ro. Tine tog Sjalet om sig.
Det forste graa Dagsskaer faldt ind i Kamret, og Lyset var naesten braendt ned, da Tine stod op og slukkede det. Hun gik stille ned og aabnede varsomt Doren. Hun saa Kroen og Kirken og Smedens Hus og vendte sig mod Skolen en sidste Gang: Der var Moders Plads bag Ruden og Randen af hendes Stol.
De har hidkaldt fler. De har vaebnet sig med selve Livets Tydelighed og Magt. Og som de forste Gang pludselig brod frem fra Lag i Erindringen, som Bevidstheden ikke kendte, saaledes har de ogsaa inde i Egne af mit Sind, hvis Liv er mig dunkelt, langsomt, men alt sikrere og sikrere samlet sig uimodstaaelig just til et Billede af det tabte og haergede Hjem.
-Nej, kommen er hun ikke, sagde Sofie, der strax begyndte at klynke: -Saa er 'et vist slemt med Degnen. For det maa man si' om Tine, at hun haenger ellers trofast nok ved dette Hus. -Ja, sagde Berg. -Hun har trofast elsket baade Herluf og Fruen fra den forste Dag, sagde Sofie. -Ja, sagde Berg, som slog han sig selv med hvert eneste Ja.
Nu var det over Middag. Klokken sex skulde Regimentet rykke ud. Stimmelen blev taettere foran Kroen. Der var dem , som fik Feltflaskerne fyldte for anden Gang: den forste Ration var gaaet med, mens de fik Munderingen i Orden det gik lidt langsomt fra Haanden og en Gang imellem glemte de rent Donten, mens de sad og lyttede efter "Musiken". Den blev alt haardere, syntes nogle.
De forste var kommet i Vognene og de begyndte at kore, Skridt for Skridt, med de snublende Dyr; de andre fulgte, op imod Stormen, ned ad Alleen gennem Morket, besvaerligt og langsomt. Tine sad med sin Fader i Kokkenet, ved Siden af Skorstenen, der havde hun bragt ham ind.
Det forste Horn havde hun hort i Sovne og var faret op. Jo det var det var Allarm.... Alle kom op, oppe og nede. De lob allerede i Storm over Gaarden. Tine fandt intet Lys, fik Klaederne om sig, raabte ud i Gangen: -Sofie, Sofie. Skridt lod inde og ude. Stemmer allevegne. Tine raabte igen: -Sofie, Sofie, og gik tilbage. Hun fik taendt et Lys, som Traekken slukte.
Men vore Haender vi Born var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og spurgte strog hun bort, som smertede det hende, at de berorte blot hendes Kjole. Det Billed-Minde var min Barndoms forste. Jeg tror, det andet maa skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi min Soster og jeg ilsomt, saa jeg knap kunde folge, hen ad en Vej og over en Mark.
Tine laeste Datoen den 16. April. -Og hvem ved, hvem der om en Tim' drages med Doden, sagde Sofie. Tine vendte det forste Blad. Hun vidste vel knap, at hun blev ved at laese: Det Brev kendte hun; det var alle Ordene fra de gamle Breve dem, Fru Berg havde laest saa tidt. Her havde hver Saetning samme Klang, her stod i hver Linje alle de gamle Navne til Fruen.
Dagens Ord