United States or Saint Lucia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men vore Haender vi Born var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og spurgte strog hun bort, som smertede det hende, at de berorte blot hendes Kjole. Det Billed-Minde var min Barndoms forste. Jeg tror, det andet maa skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi min Soster og jeg ilsomt, saa jeg knap kunde folge, hen ad en Vej og over en Mark.
Ruderne, Madam Bolling polerte, dirrede i hendes Haender. -Aa Herregud for Jammer aa Herregud for Jammer, sagde hun, mens Haenderne gik hen over de rystende Ruder. Tine lod Karmene vaere, bleg og stirrende sad hun hen paa en Stol. Ude ved Skorstenen skaendtes Husmandskonerne uforstyrrede om det kogende Vand. De var faerdige, og Madam Bolling vilde folge Tine.
Berg foldede Avisen sammen; uden at nogen talte, rejste Tine sig til Farvel. Saa sagde Berg, i det han laenede Hovedet mod Vaeggen og saa saa langt ud i Stuen som en Gang for: -Hvor Drengen dog graed, da han kom i Baaden. Sofie skulde folge Tine, og de fik Lygten taendt. Dens dinglende Lys faldt ujaevnt hen over Hegn og Pil.
Jeg har jo hort om 'et for og hun stak Hovedet helt frem over Spanden med Blodmad af Begaerlighed efter at hore det en Gang til. Det var den ene af Pigerne, som fortalte om den skindode Datter hos Lars Eriksens: Hun havde rejst sig fra Baaren, paa en Gang, midt i Ligstuen, i alt sit hugne Ligtoj. ... Da Tine skulde hjem, vilde Skovrideren folge hende.
... Hun kom ind i Skovriderens Stue for at rydde op. Under Lampen i den aabnede Mappe laa Brevet til Fruen endnu det, han skrev og skrev paa og ikke fik afsted. -Heller ikke idag havde han faaet det sluttet og bort. Tine stod ved Lampen, blussende og lykkelig lukkede hun Mappen. ... Tinka skulde gaa, og Tine vilde Ude Sofie folge hende.
Berg ventede i Gangen med Lygten. Det var blevet sent, han vilde selv folge Tine hjem. De gik henad Vejen, hvor Huse og Gaarde laa som taettere Skygger i det stille Morke. Hundene vaagnede kun halvt og sendte en sovnig Knurren efter dem. Berg loftede Lygten for at finde den torreste Vej i Solet.
Han forklarede den Lidenskab, han ikke naevnte; han forfulgte den med sine Ord lige til dens Fodsel i sine Tanker han forsvarede sig med alt, skaeldende Naetterne, Vaerkerne, Vagterne; Krigen, som ikke var Krig, Dagen, der ikke havde Arbejde, Naetterne, der ikke kendte Sovn. Han gik igen hurtig, saa hun naeppe kunde folge; stille forstod hun alt.
Baronen kom ind med et Par Korrespondenter i Folge en Englaender og den Sortsmudskede, som kom fra Hovedkvarteret; de hilste, mens Lovenhjelm blev ved at synge og de Yngre faldt i med mekanisk aabnede Munde, laenede Hovedet mod Vaeggen, stirrende ud i Luften: ... Ind kom Kammerpigen trippendes galant, spurgte: "Hvad behaver?" Men ved nojere Eftersyn hun fandt Fruen rent Kadaver.
Og pludselig midt under deres Elendighed begyndte de at le og spoge og raabe rundtom Madammen, der sad, bred og smilende, over alle Hovederne, i sin Stol. Og de gjorde Plads og traengte sig sammen, mens de blev ved at le. Pastoren kom hastig ned ad Trappen og i Vognen for at folge i Kolvand af Madammen, der rullede afsted, frem mellem de Flygtende. Toget lukkede sig igen.
Lidt efter kom hun over Gaarden med et Torklaede om sig, som Blaesten tog i. Da hun naaede Enden af Alleen, sprang Lieutenant Appel over Havegaerdet ud til hende: Maa jeg folge med Dem? spurgte han med en hoj Stemme naesten som et Barns og begyndte at gaa ved Siden af hende.
Dagens Ord