United States or Turkey ? Vote for the TOP Country of the Week !
Tre Maend laa, da Tine kom, i Gangen under et Par udbredte Kapper, og et Par vildfarne Born var faldet i Sovn paa Loftstrappen, indsvobte i et Sjal. Ingen Dor var lukket, og Snavset, som var fort ind af hundrede Vejfarne, var storknet paa alle Taerskler. I Dagligstuekakkelovnen taendte to Fremmede Ild.
Femten Aar har vi ventet, til vi naesten fik ventet os i Sovn. Bojet os har vi og Provstens Stemme sank, den havde saa let ved at antage Fald som af vuggende Jamber til vi blev naesten en duknakket Flok.... -Ja, ja, raabte de, og de, som sad endnu, kom op at staa. -Der ikke havde egen Vilje i vort eget Hus. Og sorgeligt gik Indrommelsernes Spogelser gennem Lande.
Tine gik Toget forbi og steg ind over Skovriderhavens Gaerde. I Huset var alt opgivet. Natten lang havde Dorene ikke staaet. Fra alle Veje lod Baronen de Flygtende frit trampe ind, saa ingen fik Sovn eller Ro. Alle Stuer var fulde af Kommendes Trin og af Forbandelser. I Gaarden holdt forladte Flyttelaes, som var uden Ejermaend, midt i Regnen.
-Men De traenger til Sovn, vendte han sig til Tine, hvis Ojne var blanke og vidtopspaerrede, som saa hun et Syn. Ja, hun gaar med mig, sagde Berg. De gik. Heste og Vogne og Mennesker blev til et i Natten. Berg og Tine lob gennem Uvejr og Stimmel, fulgte af de gjaldende Hunde. Og midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begaer.
Og mens Sofie blev ved at klynke, faldt Tine Bollings Hoved tungt ned mod Skovriderens Bord. Han havde kun taget hende taget hende for et Nu. ... Skumringen sank over Stuen. Sofie var falden i Sovn i sin Krog. Kanonerne lod med Helvedslarm som ingensinde for. Fra Staldene brolte det skraemte Kvaeg med tudende angstfulde Brol som paa en Sommermark, hvor Lyn slaar ned i Hjorden.
-Jo, de har gode Hjerter, sluttede Madam Bolling af; hun kom endelig af Underskortet og op til Bolling. Tine kunde ikke falde i Sovn inat. Foraeldrenes rolige Aande lod bestandig op gennem Huset. Men Tine sov ikke. Hun taenkte paa alle disse Aar, paa Skovridergaarden, hvor alt var oprevet nu, paa Herluf og Fru Berg, der var rejst, og paa sin egen Barndom.
Han forklarede den Lidenskab, han ikke naevnte; han forfulgte den med sine Ord lige til dens Fodsel i sine Tanker han forsvarede sig med alt, skaeldende Naetterne, Vaerkerne, Vagterne; Krigen, som ikke var Krig, Dagen, der ikke havde Arbejde, Naetterne, der ikke kendte Sovn. Han gik igen hurtig, saa hun naeppe kunde folge; stille forstod hun alt.
Rundtom sov alle Officerer og Soldater og Syge den samme Sovn, horende Kanonernes Dron dumpt gennem Blundet. Dagen var helt brudt frem. Den Syge sov endnu, og Tine stod op fra sin Plads. -Jeg vil gaa derned, sagde hun; halvandet Dogn havde hun knap vaeret udenfor Kammeret, mens Kanoner og Allarmsignaler lod.
Herluf var traet og faldt i Sovn paa sin Skammel med Hovedet op mod Sofaens Kant; Fru Berg flyttede hen til ham, og lidt efter blundede ogsaa hun. Hun vaagnede halvt. Tine ser nok efter Bordet, sagde hun saa med en sovnig Stemme, og Tine rejste sig for at se efter Sofie Fru Berg blev sjaelden rigtig vaagen, for Lampen var taendt og Theen inde.
Nogle bad om blot at maatte sidde et Ojeblik, en halv Time og de satte sig, med Born i deres Arme, paa Loftstrappen, i Bryggersgangen paa det bare Gulv, og faldt i Sovn det Nu, hvor de satte sig. Der var ingen ubesat Plet mer og ikke en Krog at finde. En Syg blev lagt i Pigernes Seng. Inde i Stuerne begyndte de Forkomne at "to op" og de vaagnede til Besindelse.
Dagens Ord