United States or Zambia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da hun laa i Sengen, taenkte hun pludselig: -Men Appel er jo saaret, og havde glemt det igen. Ruderne dirrede svagt. Ude i Stalden stod Kreaturerne vaagne. Nu og da brolte de, dumpt, som mod Uvejr. Det var Bombardementets tredje Dag, og Bergs Regiment var ikke vendt tilbage. I den sene Nat var der allarmeret igen. Time paa Time var de rykkede forbi, alle Regimenter var ude.
Peder" og "Flyv, Fugl, flyv over Furesoens Vande" og "I Kongelunden", til det blev til en Vals, saa de svingede hen over Gulvtaeppet, og Fru Berg forpustet forlangte Maelkepunschen, der blev bragt ind i en Stenkrukke. -Ja, det er dog til no'en Aftner, Tine sagde Madam Bolling, der stadig taenkte paa Brombaerrene saa de derovre kan faa det som herhjemme.
Madam Bolling stod med Heltene fra Isted, der kaempede endnu med de hvide Bind om Panden. Hun blev ved at se paa dem, og et Par smaa Taarer faldt ned paa Glasset hun taenkte paa dem, der nu skulde miste Forligheden og Livet. -Kom, Mutter, sagde Bolling og tog Billedet, men ogsaa han beholdt det saa laenge, at Tine maatte tage det af hans Haender.
Han vilde ikke vaere sammen med nogen han maatte vaere alene; han var ikke sikker paa sig selv; og han blev ved at gaa frem og tilbage paa det samme lille Stykke Vej mellem to smaa Huse frem og tilbage, som skulde han skridtvis opmaale det, mens han kun taenkte en Tanke: nu er det der, nu kommer det Ilden, Ilden, hagende sig i det ene Ord.
I et Nu mindedes hun tusind Ting, og det var, som alle Stemmer, hun elskede, talte til hende paa en Gang. Hun taenkte paa Herluf og paa Aftnen, da de rejste, og paa Dagen, da Berg og hun gik her forbi over Gaerdet; og paa Morgensangen, de sang i Skolen, da hun var ganske lille; og paa Appel, der var dod og paa Faderen og Moderen, som nu skulde sidde alene.
-Blot de nu har husket Spiseskeer til Groden, sagde Tine. Hun taenkte stadig kun paa Skovriderens. -Du skulde gaa et Lob derned, du skulde, sagde Moderen. Der er vist baade et og et andet ... Det er ikke saadan, at ha' Huset fuldt af saa mange liggende Personer. Tine gik ned og "saa lidt efter" i Skovridergaarden, mens de var i Storskoven. Om Aftenen sad Tine laenge paa Baenken paa Trappen.
-Tine, Tine, kaldte hun atter: Det er Skovrideren. Tine kom ud. Et Ojeblik var det hende som en Lise at se hans Ansigt, der var lidende og furet og blegt. -Det gor ham dog ondt, taenkte hun. Berg havde ikke talt. Nu sagde han, som faldt det ham svaert at faa Laeberne fra hinanden: -Bolling er jo saa syg. -Aa ja, Bolling, aa ja, Bolling det bliver vaerre og vaerre....
Tine sad ved Appels Seng, da Berg kom hun saa, hvor bleg han var: -Kan De gaa med mig en Timestid? sagde han lidt hastig. De traenger til Luft. -Er Vejret smukt, spurgte Appel. -Ja, svarede Berg og taenkte: Hvor hun har lidt. -Skinner Solen? -Ja. -Saa gaa dog saa gaa dog, sagde Appel. Og Tine rejste sig uden Ord.
Tine laa og smilte. Hun taenkte paa Brevet og paa Herlufs "Hils" og paa Skovrideren, som han havde siddet der ved Skorstenen. Ja, at det var blevet saadan: nu var hun da slet ikke mere bange for Skovrideren. ... Der listede En paa Sokker gennem Borgestue-gangen. Det var Maren. Saa blev der ganske tyst i Huset. Tine foer ud af Sengen, ud paa Gulvet, ud i Kokkenet paa bare Ben, som hun var.
De saa Dammen og Lysthuset med de hvide Sojler, hvor Rosernes Ranker hang nogne ned og de taenkte det samme. Gennem Laagen i Buxbomhaekken kom de ud til Laengen. Fra Dagligstuen lod Klaveret med en Vise, Sofie, der fjasede i den halvaabne Vaskehusdor, rykkede vaek fra sin Sergeant.