United States or Japan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Tine gik Toget forbi og steg ind over Skovriderhavens Gaerde. I Huset var alt opgivet. Natten lang havde Dorene ikke staaet. Fra alle Veje lod Baronen de Flygtende frit trampe ind, saa ingen fik Sovn eller Ro. Alle Stuer var fulde af Kommendes Trin og af Forbandelser. I Gaarden holdt forladte Flyttelaes, som var uden Ejermaend, midt i Regnen.
Det var saadan et Dusin Lieutenantsojne, der ligesom altid hang ved dem: Hvorfor ska' man ikke la' dem? sagde Tinka og skuttede sig. Hun lod dem ganske gavmildt kysse sig vaek bag Dorene. -Ja, idag skal det vaere , Jomfru Bolling, sagde den ene Kaptejn og fik rejst sig af Sengen. -Ja Klokken seks vel? sagde Tine og smilte med et, som hun stod.
Over alle Marker og Hegn laa Aftenen tyst; kun paa Paradisstien raslede Buskene sagte. -Tine, kaldte Madam Bolling fra Trappen. -Ja, Mo'er, foer Tine op og fik Lommekluden frem; hun maatte torre sine Ojne. -Saa Godnat, Madam Henrichsen, lod det nedefra. -Godnat, Madam Bolling. Og Dorene blev lukket rundt omkring....
Der var altid et Par Lieutenantsben at komme forbi i Dorene, naar man skulde ud eller ind. Der blev en hoj Latter ude i Gaarden, og Officererne kom til Vinduerne. Det var Wrangel, som havde tabt sit Gevaer.
Hun har s'gu faaet et Streifskud, Degnens Tine, af den Praestespire, sagde Sten til sin Kusk, mens de korte hjem ad Gammelgaard til.... ... Ude paa Pladsen blev der tomt saa lidt efter lidt. Smaaklyngevis drev de Unge hjem bag Hegnene. Madam Bolling kaldte paa Tine gennem Huset; hun vilde gaa lidt fra Dorene for at give Madam Henrichsen rigtig Besked. Men hun fik intet Svar.
Tine gik frem og tilbage og lavede til; ind gennem Dorene saa' hun Skovrideren, som sad og skrev ved sin Lampe. En Officer kaldte til Bords ved i Gangen at dundre paa en gammel Bakke, og Tinka tumlede ned ad Trappen med Skinken og et slukket Lys. Tinka var altid forpustet og hed, naar hun saadan havde hentet noget i Krogene, og rystede sig som en Topand, der kommer af Vandet.
-Aa Herregud, aa Herregud, klagede Madammen, og hun lod Dorene staa helt ind til Bolling, mens hun gik; aa Herregud aa, Herregud! -Det var jo ventendes, sagde Bolling, der sad op i Sengen. Tine maatte forklare det, som det var, at Jessen havde bragt Budet ved Dampskibet.
Dagen meldte sig med sit forste Skaer. Graa listede Morgenen sig frem over de uredte Senge og det vansirede og forladte Hus. Dorene stode aabne endnu og klaprede oppe og nede. Men Tine rejste sig ikke. Stille sad hun i den graa Dag. Ude horte hun igen Horns Signaler, som Stormen sonderdelte, saa de lod som Fugles Skrig. Saa pludselig smilte hun: hun taenkte paa hans "Farvel".
Harmonikaerne hylede og Soldaterne trampede Takt. -Det var jo en Synd at si' Nej, sagde Sofie til Gusta, hun floj afsted igen. Ude i Gaarden horte man gennem et aabnet Vindue Lovenhjelms Klaver. Tine gik og tog ud i Dagligstuen, og Tinka og Gusta kom op og hjalp. Officererne var forst nu som rigtig vaagnede; Dorene stod aabne mellem alle Stuer; Latter og Stoj lod fra Rum til Rum.
Lampen braendte roligt paa det tomme Bord, og Dorene til de andre Stuer, der stod aabne, laa som tre stille og morke Gab ind mod det forladte Rum. -Sybordet har hun med sig, sagde Sofie. -Ja, sukkede Tine. Pladsen paa Forhojningen var tom. -Og saa Billederne, sagde Sofie og pegede. Rundt om Spejlet gloede de lyse Pletter paa Tapetet frem. Maerker af Portraetterne, der var tagne ned.
Dagens Ord