United States or Argentina ? Vote for the TOP Country of the Week !


Næsten enhver Tanke, der gælder Haveudsmykning med Blomster, kan finde Udtryk gennem dette mangeartede Materiale, og næsten hver Plet Jord, hvor andet forsager, kan klædes med en eller anden Art Stauder.

Mit Hjerte hoppede af Glæde, for jeg havde ingen Tvivl om, at hun tænkte paa det Sted i den udødelige Bog om den stakkels Skyggeløse, hvor Schlemihl om Natten spadserer i Haven med sin Tilbedte, og de pludselig træde ud paa en maanebeskinnet Plet, hvor nu kun #hendes# Skygge strækker sig ud fra deres Fødder.

William bøjede sig længere ud. "Ikke endnu," sagde han. "Heller ikke ved Adelgade?" spurgte hun. Hun rejste sig for selv at gaa til Vinduet, drejede af ved Sybordet. "Det er bedst, vi spiser," sagde hun. Men ingen gik. Moderen satte sig igen og trævlede, hendes indfaldne Kinder var helt dækkede af en rund, rød Plet. "Fader er vist paa Raadhuset," sagde Nina sagte. Stella nikkede, Gadedøren gik.

Maria Carolina saa bort fra Billedet rundt i hendes Højhed Hertugindens private Gemak ... Det var, som hendes Moder kom hende i Møde fra hver Plet....

Hun saa' Thora for sig med hendes urolige Øjne, og hun hørte Kaptejnens: Der er Skaar paa Porcellænet for at hædre de fremmede ... Og hun saa' sin lille Svigerindes Ansigt, mens hun havde grædt. -Og her denne Plet med den døde Sten og de to Navne det var nu hele Mindet om hendes Ungdom og hendes Hjem. Hun sad længe.

Han kyssede hende paa Kinden og gik. Saa var det altsaa forbi: Han havde sagt Ja. De skulde bort. En grusom Smerte greb hende. Og det stilnede igen, og hun løftede Ansigtet og saa sig om fra Plet til Plet. Hun mindedes den første Aften, Urne havde talt om Carl Der havde hun siddet med hans Billede i sin Haand saa længe.

Naturligvis kunde ingen af os have gjort den Slags Ting, hvis det ikke var for den Plet paa vor Oprindelse, men heldigvis var min ikke en Stuepige, og den var én Generation længere tilbage, saa det er ikke sandsynligt, at jeg skulde gøre den Slags Ting." Hun lænede sig tilbage i Stolen og lo. "De sælsomme, sælsomme Barn, Evangeline," sagde hun. Saa var Klokken akkurat tolv, og Robert kom.

Herren fra "A" tog hver i Haanden: -Lev vel, sagde han. Sidst tog han Idas Haand og da løftede han sine Øjne: -Lev vel. Derpaa gik han ind igen og lukkede sin Dør. Der var stille et Øjeblik, da han var gaaet. Saa sagde Frøken Koch og saá paa Ida, der stod paa samme Plet: -Nu er den Fest vel forbi.

Skrive som de bedste i dette Land eller snakke som de øvrige ved du, det var knap Umagen værd. Han tav. Herluf saa' kun op paa den stille Plet af Lampen. -Herluf, sagde Erhard saa igen sagtere men jeg er jeg er Fa'r, du, sagde han. Det gav et formeligt Sæt i Herluf, og han kom til at le sagte, mod sin Vilje: han saa' paa det lille pillede Drengeansigt paa Puden: -Fa'r? sagde han.

Enkefru Brandt vaagnede ikke mer. Ved Midnat sov hun hen. Nu var der koldt og tomt. Fra Dør til Dør kun de hvide og døde Gulve. Paa Væggene blot Plet ved Plet og over dem de rustne Søm. Ida var gaaet fra Stue til Stue, en sidste Gang. -Ja, saa lukker Du, sagde hun til Sofie. Sofie blev staaende med Haanden paa Dørlaasen.