United States or Cuba ? Vote for the TOP Country of the Week !
Munden lukkede sig med et Suk det unge Hoved faldt helt tilbage. Saa sank Fru Appel med et Skrig ned over sin livlose Son. Tine trykkede hans Ojne til. Fru Appel satte sig igen, og hun begyndte at klappe hans Haender, der var stive, og hans Ansigt, der var koldt laenge. Time paa Time. Tine havde rejst sig. Langsomt gik hun bort fra Sengen: hun vidste ingen Trost.
Naeste Dag kom der et Par Feltlaeger til Skolen, Der maatte laegges Syge i Skolestuen. Tine maatte indrette alt. De Syge kom om Eftermiddagen. Det var Saarede, der hidtil havde ligget paa Augustenborg; fra Vognene blev de bragt op ad Trappen i Baarer. Lieutenant Appel var iblandt dem. Tine vilde ikke have kendt ham igen.
Studenterne mente nu imidlertid, at det var deres Sag at tage Initiativet. Men det skandinaviske Samfund blev forbudt af Cancelliet, og Studenternes Appel til Kongen var naturligvis uden Virkning.
Appel var det alleryngste Blod, og han var lige kommen til Haeren, saa han havde ikke vaeret med ved Dannevirke og aldrig i Ilden.
Herluf bad om Lov til at gaa ud at drikke Vand, han havde Trykken for sit Bryst. -Naa, Appel, Hesten frem.... Det gav et Ryk i de syv syge, som pyldrede rundt i Krogene, med nogle ynkværdige Ansigter i Mangel af Attester. De syv Blegsotskandidater krøb ud i Solen for at slæbe Hesten og vendte saa tilbage til Mandagslektierne, med Hænderne paa Panden.
Lidt efter kom hun over Gaarden med et Torklaede om sig, som Blaesten tog i. Da hun naaede Enden af Alleen, sprang Lieutenant Appel over Havegaerdet ud til hende: Maa jeg folge med Dem? spurgte han med en hoj Stemme naesten som et Barns og begyndte at gaa ved Siden af hende.
Som skulde Taget styrte, rystede Skolen i sin Grund. Kun Fru Appel sad stum og rolig foran Sengen hos sin dode Son. I Skovridergaarden var der stille. Tine horte kun nogle rastlose Skridt over Gulvene i Gavlen, mens hun gik gennem Huset. Hun gik rundt og hun stillede paa Plads. Saa undredes hun pludselig, hvorfor hun gjorde alt det og lod alting ligge uden Tanke.
Hun var evig i Forretning: Det gik jo alt i et i disse Skraekkens Tider. Hun blev ved at neje, til hun var helt inde paa Sidevejen. Men Biskoppen trak Hovedet tilbage uden at have kendt hende. Foran ham korte Fru Appel. Hun sad alene paa et underligt, hojt Koretoj, mens Vinden tog i hendes lange Slor og loftede det hojt op over Vejen.
Der skulde ogsaa Lagener laegges paa Skovriderens Seng. Ude fra horte hun Kommandoraab og en Afdeling, der begyndte at synge. Saa kom Appel lobende i Kappe, ind gennem Haven. Han kom ind, i Hast og bleg, og lob hen, hvor hun stod: -Ja, de kan ventes, sagde han og kunde naeppe tale, medens han tog hende om Haandleddet, saa det smertede: Adjudanten har sagt det de kan ventes.
Da hun laa i Sengen, taenkte hun pludselig: -Men Appel er jo saaret, og havde glemt det igen. Ruderne dirrede svagt. Ude i Stalden stod Kreaturerne vaagne. Nu og da brolte de, dumpt, som mod Uvejr. Det var Bombardementets tredje Dag, og Bergs Regiment var ikke vendt tilbage. I den sene Nat var der allarmeret igen. Time paa Time var de rykkede forbi, alle Regimenter var ude.
Dagens Ord