United States or Tokelau ? Vote for the TOP Country of the Week !


De vilde alle gaa tilbage i Stuen, da Klint sprang op, i et Saet, paa en Stol ved Vinduet; bleg, med tilbagekastet Haar, talte han usammenhaengende, krammende om den rogfyldte Luft med sin lemlaestede Haand, som om han vilde gribe de Syner, han saa og de blev staaende og horte ham: -Om Forerne er der talt mer raabte end talte han ja, de, som har fort de aeldre men os , os de Unge, os, der skal kaempe nu, os har andre fort: os har Digterne givet de nye Syn og varslet de nye Tider ... Han, der har sunget Norden sammen til Enhed, han, der har fort nordisk Ungdom til berommeligt Samtogt hans Syn har fort os til denne Dag ....

Bolling kunde endnu ikke tale og ikke staa op, men pegede kun paa Doren Dagligstuedoren. Tine gik ned og fik Doren aabnet, lod den staa og faldt om paa Stolen ved Bogskabet. Benene bar hende ikke mer. Provsten og Klint stod midt i hele Kredsen. -Er det Vognene, spurgte Provsten hen imod hende.

Der var gaaet danske Flaader den Vej i tidligere Tid, et enigt Norden kunde vel endnu en Gang vende Kløerne vesterpaa. Saa og saa mange Penge naar Lov og Enighed og Handel og Jordbrug lokkede Guld sammen i Norden saa og saa mange Skibe og Knægte . . . og hvad Storm og Vejr saa sagde, skulde danske Kanonkugler rende Panden i Dover Klint.

Ellers var det en Vise om Lystighed og de spiddede Projsere, saa Krigen lod som en Fanfare gennem Stuen af munter Stormen paa og saftig Spog og glade Signaler indtil Frederik Klint, en Student, der var her i Besog og ikke kunde gaa med paa Grund af en manglende Finger, han havde faaet skudt af ved Skydeovelse i en Skytteforening, greb sit Glas og raabte, hed af Krig og Punsch: -Ja, lad dem komme, lad dem komme vi ta'er imod dem.

Klint kunde ikke tale mer, de sidste Ord blev kvalt i hans Strube; men som om Digterens ene Navn var Symbol paa alle deres Haab og Tro, raabte de det, ude og inde, med Hurra, der slog imod Laden, ud over Engen frem over Vaenget igen og igen.

Og pludselig sprang Klint frem af sin Krog, og, ude af sig selv, slyngede han med et Hvin sit Punscheglas, der suste, fort som en Kugle af hans lemlaestede Haand, taet forbi Hojaervaerdighedens Hoved, lige mod Kong Kristians Billede, der knustes.

De blev ved at drikke og tale. Klint slog Vinduerne op: ude tog Vejret til. Den taette Rog i Stuen loste sig i Traekken til store og viftende Flager, som var det Skyer, der lettede over deres Hoveder. I Gaarden begyndte Kuskene at rumstere med Hestene til Hjemturen. Men inde i Stuen blev Herskabet ved at larme og raabe hojt, i Klynge om Vaerten, Baronen, der vilde tale.

Alt var hjælpeløst fortabt, en dump Sløvhed beherskede alle. Ud for Bulbjerg Klint henad mod Torupstrand førtes Baaden pludselig af en Strømvending ind i Brændingen og kæntrede.

Rhinturen, fra Bonn til Mannheim, hvoraf et lille Stykke, Coblenz-Boppart, tilbagelagdes til Fods, Resten med Dampskib, ydede mig mindre Fornøielse end ved senere Leiligheder; jeg syntes, Møens Klint var meget smukkere, og først i Heidelberg fandt jeg Noget, jeg kunde stille ved Siden af eller over denne.

Og saa begyndte Jagten forfra. Men da man kom lige ud for Kløften mellem Klitterne, løb Karen derind. Og et Øjeblik efter stod hun oppe paa Spidsen af den højeste Klint og sang af fuld Hals, idet hun slog ud med Armene: Vift stolt paa Kodans Bølge, blodrøde Dannebrog, paa en Pind! Din gale Tøs! raabte Frøken Mascani Kom nu ned og klæd dig paa!