United States or Nepal ? Vote for the TOP Country of the Week !
Eller det fortaltes, at Hera, straks efter at have født ham, selv kastede Barnet ud af Ærgrelse over, at det var halt. For denne Behandling hævnede Hephaistos sig ved at lave en Stol med usynlige Baand, som han sendte Hera. Da hun satte sig i Stolen, slyngede Baandene sig om hende, saa hun ikke kunde komme løs.
"Min Gud! vil du ikke svare?" "Jo, jeg vil!" sagde jeg, og jeg kastede mit Forbehold ud for alle Vinde og slyngede mine Arme lidenskabeligt om hans Hals. "Jeg elsker dig med mit Hjerte og min Sjæl, og jeg beder til Gud, at vi aldrig maa komme til at sige Farvel." Da jeg kom tilbage til Claridges, følte jeg mig for første Gang i mit Liv lidt svag.
Et firkantet Hul øverst i Taget tjener som Vindu og Skorsten. Stuen var fuld af Mennesker. Alle holdt de hinanden i Hænderne, saa de dannede en Kæde, en Ring, der slyngede sig ind og ud i de gaadefuldeste Krumninger og Knuder.
"Fader er bleven sindssyg," sagde han tonløst. "Ja," svarede hun. "Sindssyg." Der lød, som hun vejede al Ordets Elendighed i den korte Lyd. De skælvede begge. Saa slyngede Nina hurtigt sine Arme om Williams Hals, trykkede ham op til sig og græd. "Vi har jo vidst det længe," sagde Drengen. Næste Morgen rejste Stella til København. Fire Uger efter vendte hun tilbage med Høg.
Naar en eller anden af Tilhængerne uden nogen som helst Grund følte Trang til at græde, brast hele Forsamlingen i en forfærdelig Graad, og de græd, saa Snottet stod dem ud af Næsen, og de slyngede det op paa Væggene, der efter en saadan fælles Graad kunde være ganske slimede. Men naar saa pludselig en i Forsamlingen slog sig paa Maven og gav sig til at le, gjorde alle de andre det samme.
Han slyngede alt, hvad han havde lidt, alle Ydmygelser, alle Skygger over paa de store Dødes Skuldre, og de kunde bære dem. Dette var deres, hans, Slægtens. Her kunde han aldrig blive ene, for de var her.
-Ja, Villadsen, sagde Hans Excellence, det kender jeg. Der gik et pludseligt Smil over hans Ansigt, og med et Udbrud, der lod det ene Ord lyde som slyngede han en Sten frem gennem den høje Stue, sagde han: -Ja. -Der er indrettet som de andre, sagde Jomfru Villadsen, ustanseligt hulkende. Der blev Tavshed et Øjeblik, til Excellencen paa ny vendte Øjnene mod Tudsen. -Og hvor er han? spurgte han.
Og i sin drukne Utilregnelighed slyngede hun pludselig Skovlen, hun stod med, hen imellem dem, saa at de stejlede og slog bag ud af Skræk. He he! grinede hun fornøjet. Saa vendte hun sig utaalmodig: Jens, hvor bli'er Du af?
Et mildt, sørgmodigt Ansigt med store Øjne var bøjet ned over ham. Inde i Salen lød Applaus'en endnu. Han vidste ikke hvorfor, men pludselig slyngede han Armene om den unge fremmede Mands Hals og knugede sig op til ham. Den unge Mand blev ved at klappe hans Haar. -Pauvre enfant mon pauvre enfant. Det var en Kritiker ved et stort Dagblad. Han kom hver Dag og hentede Charlot ud at spadsere.
Og hende dèr kan Bjergerne vel tage med i Land.« Miss Marie slyngede Armene om Kaptajnens Hals naadada, det var ellers et Par dejlige Arme, skal jeg love for, hvide og lækre og hun tryglede og kyssede, huha! Styrmanden spyttede, han var lynende harsk: »Du skulde skamme dig,« hvæsede han til Fætter Kaptajn. Jeg sad i en slem Spænding og tænkte, hvordan skal den dog ende.
Dagens Ord