United States or United Kingdom ? Vote for the TOP Country of the Week !
Medens vi var sammen, syntes intet at have noget at sige alle Skranker smeltede bort. Skæbnen vilde sikkert være god imod et Par Elskende som os. Vi kom tilbage til Claridges Klokken omtrent seks, og Robert vilde ikke lade mig gaa op i min Dagligstue, før han havde forvisset sig om, at Christopher var gaaet.
"Kæreste lille Barn, hvad er der? Tog jeg haardt paa din kære, lille Haand?" udbrød Lord Robert ømt. "Nej," hviskede jeg, "men jeg kan ikke høre paa Dem. Jeg skal tilbage til Claridges nu, og jeg skal giftes med Hr. Carruthers." Han slap min Haand, som om den havde stukket ham. "Du gode Gud! Saa er det sandt," var alt, hvad han sagde.
Jeg vil nyde at kunne gøre, hvad jeg vil." "Og hvad vil De da gøre?" "Jeg vil tage til Claridges, indtil jeg kan se mig om efter noget andet." Han bevægede sig uroligt. "Men har De da ingen Slægtninge? Ingen, som kan tage sig af Dem?" "Det tror jeg ikke. Min Moder var ikke noget særligt, véd De nok en Frøken Tomkins." "Men Deres Fader?"
Saa trykkede han ubemærket min Haand og forlod mig for at gaa til Lady Merrenden. Jeg er kommet op i min lille Dagligstue som et andet Menneske. Hele Verden drejer sig for mig om en anden Akse, og alt det i et Tidsrum af tre korte Timer. Claridges . Søndag Aften den 27. Novbr. Sent i Aften, da jeg havde lukket min Dagbog, fik jeg et Brev fra Robert. Jeg var lige begyndt at spise til Middag.
En Godhed og Elskelighed som denne passer ikke Mændene saa godt som Luner, lader det til. Hun var saa god imod mig og talte saa venligt med mig. Jeg glemte helt, at jeg var en hjemløs Vandrer, og jeg kom tilbage til Claridges omtrent Klokken halv fem i næsten godt Humør. "De maa ikke glemme, at jeg skal være en af Deres Venner," sagde Lady Merrenden, da jeg sagde Farvel til hende.
Jeg tog kun imod den, fordi jeg troede, at jeg skulde træffe Dem." "Hvor det var pænt af Dem," sagde jeg mildt. "Og fortalte de Dem ikke, at jeg var rejst med Lady Verningham?" "Nej, slet ikke. De meddelte mig kun, at De var taget til London; saa antog jeg, at det var Deres oprindelige Plan med Claridges, og det var min Hensigt at gaa derhen ved Lejlighed for at træffe Dem."
"Min egen lille Pige!" sagde han og begyndte igen at kysse mig, saa jeg slet ikke kunde samle mine Tanker til at gaa videre med det, jeg var ved at sige. Vi var begge to saa dumme hvis det er dumt at være vanvittig vildt lykkelig og glemme alt andet i Verden. "Jeg vil gaa lige til Tante Sophia nu, naar jeg har bragt dig tilbage til Claridges," sagde han lidt efter, da vi blev lidt roligere.
"Malcolm og jeg er rigtig gode Venner," sagde jeg; "han spadserer med mig omkring Golfbanen i Parken og giver mig gode Raad." "Pokker til Uforskammethed!" sagde Lord Robert. "Han synes, at jeg ikke burde tage til Claridges, naar jeg rejser herfra; for han er bange for, at nogen skal gøre Kur til mig. Han synes, det vilde være sikrere, hvis jeg saá mere ud som hans Søstre.
"Jeg vil tage ind til Claridges i Eftermiddag, Véronique," sagde jeg beroligende, "med 5,15 Toget, antager jeg. Vi kan telegrafere efter Lunch." Det lod til at trøste hende, men hun tilføjede, at det øjensynligt var Mademoiselles Skæbne at gøre et rigt Parti, og hun var sikker paa, at der ventede Mademoiselle megen Lykke og mange Juveler, hvis Mademoiselle bare kunde bestemme sig.
Claridges . Søndag Aften den 27. Novbr. Jeg har en hel Del at skrive og dog er det kun nogle faa Timer siden, jeg lukkede denne Bog og hængte Nøglen ved mit Armbaand igen. Klokken et Kvarter over tre gik jeg gennem Grosvenor Square. Alt var taaget og dunkelt, det var ikke ligefrem tæt Taage, saa der var ingen Chance for at fare vild. Da jeg kom ind i Parken, var Taagen lettet lidt.
Dagens Ord