United States or Syria ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ellen reiste sig og lod raslende sine Sølvringe falde tilbage paa sin Arm. Bare De ikke er doven, sagde hun, De holder ikke af at bestille noget, Carl, og jeg hader ørkesløshed. Hent saa Bogen ... Ellen havde talt i en irriteret Tone, og hun begyndte at gaa frem og tilbage paa Gulvet, mens hun gned Sølvringene i sit Armbaand op og ned paa sin Arm.
De satte sig altid ved Franz' Bord, skønt der var Træk fra Døren, og Miss Ellinor havde ti Ting at spørge om og ti Ting at lade bringe, og saa faldt et Armbaand og saa Servietten lige ved hendes Fødder. Franz var betaget. Det var som noget bandt ham til det lille Anretterbord ved Døren. Der saá han hende i Profil.
Og saa blev alle Omegnens Proprietærer med Fruer og Døtre tilsagt og var mødt op i deres bedste Stads. Enkebaronessen var i sin grønne Silkekjole med Armbaand og Brystnaale og Ringe paa alle Fingre. Og Fru Mascani var i Sølvbryllupskjolen, og Clara i hvidt med Rosenknopper. Det var Middag. Man havde lige rejst sig fra Bordet og nu skulde Kaffen serveres nede i det store Lindelysthus i Haven.
Madam Jespersen talte Holstensk for dér var hun fra og havde en Gang været Kammerjomfru hos de Rantzauer. Ingen vidste, hvordan hun var slaaet derhen, just i denne Krog. Hun var altid i Moiré, og fyldte en hel Mahognistol med brede Arme. Paa Hovedet havde hun en tronende Kappe, som Børnene troede hun sov med. Om Haand-leddene bar hun Armbaand af Rav.
Hun skulde faa tunge Armbaand, Kæder saa ædle og ægte som der ikke var Mage, hvis hun blot vilde. Skal vi danse? mente Sigrid og lo. Hun rejste sig og pustede ud, som havde hun kedet sig ærligt ved hans Snak. Axel dansede krænket. Men han var fuldt lykkelig, og i denne Stemning reves Sigrid med, saa at hun smilede forelsket til ham, med en Jomfrus sære Varme.
Hun støttede saa hensigtsløst sit Barnehoved til sin Arm, der funklede af Diamanter et Armbaand der fungerede paa alle Verdensudstillinger og hun smilte med fornem Ro. Charlot glemte alt. Han stod ubevægelig i en Krog og saá kun. Hans Øjne elskede dette Billede som en Drøm. Han blev jaget ud og ind til sine Numre. Han vendte tilbage som til Lyset. For dér var blot hun, straalende og skøn.
Hun tog om hans Pande; den var hed, hun kølede den med sit Armbaand, hun klappede hans Kinder, lagde sit Hoved ned mod hans Haar ... Men det var, som sank han stadig mere sammen i sin Ubevægelighed. Og hun blev pludselig angst, som om hun havde haft Døden mellem Hænderne.
Ellen sad før Middag foran Kaminen, da Carl kom ind. Han lagde sig knælende paa Stolen foran Ilden, mens de talte med hinanden. -Det gør virkelig ondt, sagde Ellen og lagde det kolde Armbaand op mod Mærket af Grenen ... Det svi'er. -Har De stødt Dem? -Nei det var paa Turen ... en Gren, der slog mod min Kind. Er der noget at sé?
Det er spændende. -Mer. Hun tabte. -Mer. Hun spillede omkap med Hungren. -Mer, sagde hun. Mer. Hun havde atter tabt. Hun rystede sin Portemonnæ, den var tom. Lad os holde op, sagde Bernstorf. -Nei. Hvorfor. Hun smøg et Armbaand af sin Arm: Dér, sagde hun. Tag det for 100. Der blev ganske stille, ingen sagde et Ord. Baronesse Rosenkrands tog sin Arm bort fra Ellens Liv. -Giv. Hun fik Kortet.
Dagens Ord