United States or Spain ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun skyggede helt med Viften for sit Ansigt, og hendes Øjne hvilede et Nu paa hans sammensunkne Skikkelse. Saa slog hun Blikket ned. Hun havde set hele sit Liv fra den Dag i det Øjeblik. Og pludselig stod det for hende som en forfærdelig Gaade, hvordan hun var bleven lænket til denne Mand, der frøs her i Theatrets Hede. Det var hende, som hun saá ind i et langt Øde, en Taage hang over.
Hans Excellence løftede Hovedet brat og stod som et Lys: -Den Gammelmandssnak, min Go'e, sagde han til Berømthedens Afkom, har gættet et Aarhundrede. Hans Excellence lo, og med et pludseligt Blik, der fangede det ganske Værelse og inderst inde i den næste Stues Mørke den sammensunkne Kadet som en fjern Ruin, sagde han: -Vi er blevet tilbage. Og han lo endnu en Gang.
Han var begyndt at blive utaalmodig, han stampede i Flisen for at holde Varmen og gjorde stadig Promenaden længere Han var helt oppe ved Hjørnet denne Gang, da han vendte. Der kørte en Droske forbi, og han nikkede ind til en Dame, saa saá han William. William Høg gik bøjet, med Skuldrene sammensunkne, Hovedet ludende forover. Nu løftede han Hovedet og drog Vejret.
Saa lostes de i Grupper paany, og talte igen om "Sejren" og "Slesvig" og "Retten". Ja, horte man Graa sige over dem alle: Gud vil skaerme Tyra Danebods Vold; medens Kammerherren, der stod taet ved den sammensunkne Provst og skulde "sige noget" og ikke fandt det, endelig vendte sig til Postmesteren og sagde, med en Stemme, der var svagt snovlende: -Min Go'e det er saadanne Talere, som har skabt vort Land.
Erhard kvalte et Udbrud, da han saa' hende, og hun gik ind forbi ham med underlig sammensunkne Skuldre, som En, der er gaaet en saa lang Vej. Han blev greben af en raadløs Medlidenhed og Smerte: det var Mathilde; og han bøjede sig frem og tog hendes Hænder, der var kolde, som havde alt Blod forladt dem de besvarede ikke hans Tryk.
"Du har drukket," sagde han, og det milde gled bort fra hans Ansigt. "Du er fuld," sagde han. Og Thomas syntes, han hørte Slagene i Stolen. "Og det paa saadan en Dag. Svin." Det gav et Sæt i Thomas. Det saa ud, som skulde han synke helt sammen, som hang han slapt ned over Væggen naglet fast af Præstens Blik. Men da rettede hans sammensunkne Skikkelse sig i Vejret med et Sæt.
Nu stod de der og krøb sammen med deres anløbne Politur og deres sammensunkne Polstring, over hvilken det falmede Betræk slog Rynker og Folder stod og vaklede paa deres brøstfældige Ben som Lemmer i en Stiftelse, stuvede sammen paa en Belægningsstue. Over dem paa Væggen hang der Billeder, samlede sammen gennem et Samliv tilfældigt som de Minder, der knyttede sig dertil.
Dagens Ord