United States or Tokelau ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Deres Frækhed er beundringsværdig," svarede jeg, "men det skal ikke lykkes Deres Højhed at narre mig to Gange paa samme Aften." Jeg sprang fremad, bøjede mig ned og trak Kanten af hendes Kjole op. "De vilde have gjort vel i at skifte efter at have redet saa langt og saa hurtigt," sagde jeg. "Uforskammede!" raabte hun. "Kald paa Lakajerne og kast Ambassadøren paa Porten!"
Ja, I Mandfolk lever da! lød det med et Suk fra Fru Mona. Tante Line mente i Telefonen, at Du var redet til Kragholm? spurgte Hofjægermesteren. Nilses Øjne fyldtes paa ny af Vrede: Det var jeg ogsaa ... Jeg vilde over og forbyde Karen at sælge Gaarden til den Bondetamp, Jeppe Henriksen. Jamen den Handel er jo gaaet i Orden, Onkel! Det véd jeg nok!
Og endnu leende gentog Charlotte Spørgsmaalet: Hvad var det, Mor fortalte om Onkel Frantz? Han er pludselig død i Aftes Klokken elleve ... Men bevares vel dog! ... Véd den gamle Svend det? Ja, han er redet derover ... Gudskelov, saa er vi da fri for ham i Dag! ... Nu er det din Tur, Frederikke! Og Frederikke stillede sig op til omhyggelig Sigte og fik sin Kugle flot gennem Midterbuen ...
En Dag da Axel saa i Vejret og fik et varmt Vift i Ansigtet og et blændende Stik ind under Øjenlaagene, foregreb han Tidens Gang og lovede sig Sommer straks. Han blev urolig, det slog ham, at Sommeren hang over Danmark nu. Axel havde før redet over Hederne i det milde Danmark og mødt en Pige, der vogtede Faar, missende mod Solen, og kom gaaende med Græstoppe og Blomsterhoveder mellem Tæerne.
Næsten i det samme for Clas gispende op ved hans Side. Han hviskede smaaleende og med en egen Venlighed til Mikkel, at han havde drømt, de marcherede endnu. Mikkel for op flere Gange den Nat, redet af Vandringssmærte og af kvælende Hærsyn. Og hver Gang, han var vaagen, hørte han en og anden sætte i Halmen og stønne rundt om i den umilde Lade.
Lyset faldt ud paa Gaden, det var det eneste Sted, der var oplyst i den mørke By. Der var kommen en Rytter, og medens han ledte efter en Ring at binde Hesten ved, hørte han Stemmer oppe fra Gaarden, som larmende Vindstød, hoho; han havde redet langt. Axel hed Rytteren.
Hun kom blot for at spørge, om Mourier ogsaa tog Tjeneren med til Byen. -For Mine, det var jo bedst at vide det, sagde hun. Mouriers Tjener skulde hjælpe til ved Fru von Eichbaums Selskab for den til Byen ankomne Fru Feddersen. De talte lidt om det, og Fru von Eichbaum sagde saa, i en anden Tone: -Børnene har jo redet, Du. -Ja, sagde Fru Mourier og saá ud for sig.
Baron Preben, der stod midt i Stuen, ret op og ned man havde det Indtryk, at stødte man til ham med en Albu, vilde han falde sagde: -Hvem? og saá paa Excellencen med Øjne, der intet saá. -I, sagde Hans Excellence, der bestandig stod støttet til Stolen. -I har jo redet. -Ja, svarede Preben, der ikke vidste hvad han selv sagde.
Jeg opgav at se ud og sad i Tavshed og lod Tankerne flakke viden om til Kvinder, jeg havde elsket, til Heste, jeg havde redet. Jeg blev imidlertid reven ud af mine Drømme ved at se de Vanskeligheder, min Ledsager øjensynligt havde ved med en Sylespids at bore et Hul i Læderremmen paa sin Vandflaske.
Men Faktum lod sig jo ikke benægte: Helmuth var redet hjem umiddelbart før Fællesspisningen, skønt han havde tegnet sig som Deltager. Og han havde ikke faaet travlt med at komme af Sted, førend han havde hørt, at Grev Scheele havde forladt Byen for over een Time siden, næsten samtidig med, at Baronesse Alvildas Vogn var kørt. Saa I Baronen transportere sorte Jakob paa Raadstuen? spurgte en.