United States or Vanuatu ? Vote for the TOP Country of the Week !


De var saa helt optagne af hinanden, at de intet saa. Nede ved Søen stod de stille længe. Saa ud over dens blanke Spejl, der indrammedes af Skovens mørke Krushaar saa, hvordan stadig flere og flere Blus tændtes. Hans Arm var lagt om hendes Liv, og hun lænede sig op til ham saa trygt, saa trygt ... Men omsider gik de videre. Skovmørket lukkede sig om dem. Preben Flyge sad endnu paa samme Plet.

Preben listede ind, hvor Moderen sad ved Sengen hos Emmely, der var hvid som det Hvide er hvidt, mens hendes Bryst gik højt: -Det gør saa ondt, aa, det gør saa ondt. -Ja, ja, lille Emmely. -Det gør saa ondt. -Ja, ja, rejs Dig lidt, hører Du, rejs Dig lidt... Den Syge forsøgte det, mens Preben greb om Fodendens Kant med begge sine Hænder.

-De Gamle er døde, sagde Hans Excellence, og, paa en Gang, spurgte han: -Hvor er Emmely? Fruen, der hele Tiden havde ventet Spørgsmaalet om Emmely for den syge Datter var Excellencens Yndling i Familien og i sin Forvirring bare havde spist videre, sagde: -Ja, Emmely ... -Er ude at ride, faldt en af Døtrene ind. -Med Preben, sagde den anden. -Jeg har sagt, hun maa ikke ride, sagde Hans Excellence.

Grev Preben sad i den inderste Dagligstue, paa en tilfældig Stol. Han førte uafladelig Bagsiden af sin venstre Haand op mod sin Mund, som var det hans Læber, der smertede ham. -Det er Onkel Hvide, sagde Baronen. -Naa, sagde Preben og rejste sig uden at have hørt.

Det var, som den Døende vaagnede og hun søgte at løfte Haanden fra Tæppet: -Hvem er det? hviskede hun. -Mig, sagde Hans Excellence og tog om hendes Haand. Der gik næsten et Smil hen over hendes Ansigt og hun forsøgte at nikke. -Hvor er Preben? hviskede hun igen, mens hun vendte Øjnene, der maaske næppe mer kunde se. -Nu skal Preben komme, sagde Hans Excellence pludselig meget sagte og han gik.

"Nu er man Dame til Fingerspidserne forstaar De." "Skal vi sige til Taaspidserne?" "De er vist en væmmelig En." "Maaske. Tillader Fruen, at jeg forestiller mig for Dem?" "Ja. Fru Ellis Birger det er mit Navn." "Tak, det ved jeg. Herude kender man jo hinanden. Mit Navn er Preben Flyge." "Det er Dem, der boer der ovre i det lille Hus?" "Ja." "Keder De Dem ikke morderlig her ude?" "Jo Gudskelov.

Han svingede frem og tilbage og fægtede med Armene. Hvert Øjeblik maatte han sætte sig ned. De andre vred sig paa Tofterne af Latter. Preben Flyge laa nogen Tid og saa paa det. Baaden kom ikke videre: den syntes fordømt til stadig at snurre rundt om sit eget Midtpunkt. Tilsidst tog Mandskabet ombord Aarerne ind. Og efterhaanden blev de stille ogsaa de.

Ingen af dem havde noget andet Sted at gaa hen, og efterhaanden havde ved Vanens Magt Whisten faaet noget af Pligtens Hellighed og turde ikke forsømmes. Men i den sidste Tid havde de undertiden haft en Fjerdemand. Det var Preben Flyge. Han og Hansen-Maagerup var gamle Skolekammerater. I flere Aar havde de ikke talt sammen, men saa en skønne Dag havde de mødt hinanden paa Gaden.

Og da han lidt efter gik ned ad Trappen, følte han en glad Forventning stige op i sig. Han syntes pludselig, at et uanet Haab var tindret frem for hans Blik. Men hvori det i Grunden bestod det vidste han ikke selv. Preben Flyge havde sin Ungkarlelejlighed paa en af Sidevejene paa Frederiksberg. Huset var nyt.

Men Emmelys Hoved blev liggende paa Puden, magtløst som var det skilt fra Kroppen: -Nej, jeg kan ikke ... -Nej, nej, det gør saa ondt. -Saa, saa, nu kommer Doktoren. Baronessen talte næsten vissende som til et spædt lille Barn: -Nu kommer Doktoren. Den Syge blundede hen, Brystet gik op og ned. Ida stod i Krogen og græd stille. -Sover hun? hviskede Preben. -Ja.