United States or French Guiana ? Vote for the TOP Country of the Week !
Paa Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke sad rigtig fast. Han skulde aflevere et Brev. Han kom ind til Excellencen, der læste Brevet. Det var en Middagsindbydelse fra Baronesse Brahe. -Sig Baronessen Tak, sagde han. -Men jeg la'er mig ikke mer fremstille til Dyrskuer ... Hvordan har hun det? -Tak, godt, Deres Excellence. -Og han selv? Tjeneren stod ret ved Døren. Kun Hoved og Skuldre gik.
Det er vel værdt at gjenkalde sig Rusaarets Følelser og Oplevelser og tænke over, hvorledes den Strøm, der tog sit Udspring der, har bredet sig og frugtbargjort Livet. Ved disse Fester var Bille Brahe en sikker Gjæst. I 1886, da vi havde været 50 Aar Studenter, indbød han os til at holde Jubilæum paa hans Herregaard, Svanholm i Horns Herred.
Ved et ulykkeligt Fald i April 1896 brækkede han Hoften, og han blev aldrig mere i Stand til at støtte paa Benene. Han døde 1. Juli 1901. En Anden af mine Venner fra Rusaaret, som endnu er i Live, er Chr. Brix , der var Bestyrer af Efterslægtselskabets Skole og i mange Aar Folkethingsmand for Kjøbenhavn. En Tredie, som bør nævnes, var Chr. Bille Brahe , senere Stiftamtmand i Kjøbenhavn.
Han aabnede Døren, og Baron Brahe, der sad paa en Stol, vendte sit Ansigt, der var ophovnet af Graad han, der ikke var vant til at græde om mod Excellencen: -Tak, sagde han og rejste sig. Baronessen kom løbende og slog sine Arme om Excellencens Hals: -Aa, Onkel Hvide, aa. Onkel Hvide, hulkede hun. Hans Excellence løsnede hendes Arm fra sin Hals: -I henter mig sent, sagde han.
Den skrævende Brahe stod og grinede: han vidste, hvad der var i Vejen, naar Knuth aad Pisk og naar han fik det ligesom lidt mørkere i Øjnene. -Vrøvl, sagde Knuth. Men paa Pisken tyggede han videre: hun havde s'gu haft et nydeligt Smil, da hun stod og saá op til den Landløber. Ida var hjemme.
Dertil skrev Ploug sin fortræffelige Sang: "Sikket Chor af brustne Stemmer, Sikket Fog af hvide Haar." Endelig, i 1896 holdt Bille Brahe i sit Hjem i Kjøbenhavn en Fest for den lille Kreds, der endnu kunde møde til 60 Aars Jubilæum. Aaret efter lukkede han sine Øine træt af Livet.
Men Moderen havde vistnok ikke hørt det eller maaske ikke forstaaet hende og Marschalinden, der ved en eller anden Tankeforbindelse var kommen til at tænke paa Baron Brahes, sagde: -Det er dog frygteligt med Emmely, der er saa daarlig. -Hvem? Emmely Brahe ... Men har Onkel Hvide ikke sagt Dig det? -Nej, sagde Moderen og blev pludselig helt rød i sit Hoved.
Dagens Ord