United States or Zambia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Paa mine gamle Dage blev det mig givet at arbeide alvorligt paa Udførelsen af en Opgave, som i min tidlige Ungdom havde staaet for mig som et skjønt Fremtids-Perspektiv, men som jeg senere, efter at jeg var bleven Filolog, havde opgivet enhver Tanke om, Oversættelsen af det Nye Testamente.
"Bliver her ikke lysere?" sagde han sagte. Han vilde ikke have talt højt, om han havde faaet Guld for det. Stella lo. "Hvad siger han?" spurgte Høg. De gik ned til deres Pladser. "Han synes, her er for mørkt", svarede Stella. "Ja, her skulde være lysere," sagde William alvorligt. De satte sig, William ved Siden af Stella.
"Nej, det siger De da ikke!" sagde jeg uskyldigt. "Kan man tro noget saadant?" "Ja," sagde han alvorligt, "De kan virkelig tro det." "Saa sig det ikke saa pludseligt," sagde jeg, idet jeg vendte mit Hoved bort, for at han ikke skulde se, hvor jeg lo. "For ser De, hos rødhaarede Personer som mig gaar den Slags Komplimenter til Hovedet."
Naar „Støvlemanden“ senere fortalte om den Oplevelse, plejede han at kalde den ældste og fedeste af Matroserne for „Skabningen“. „Skabningen“ skred alvorligt frem med Bøssen i Haanden, men da han skulde til at trykke af, blev han nervøs og vendte Hovedet bort fra Løbet.
Og tilsidst vil det saa komme langsomt og alvorligt, som naar Voksne raader et Barn, der ikke formaar at raade sig selv: "Ja, saa maa du jo hellere gaa tilbage til din Far og din Bror." Og saa. Ja saa var han mærket for Resten af sit Liv, kunde aldrig blive Mand som de andre. Altid vilde de spotte ham med det. Og naar de ikke nænned at spotte ham, vilde det være endnu værre. Nej, nej.
Jeg laa et Øjeblik ganske stille, alt for optaget og rædselsslagen over, hvad der var sket, til at sige eller gøre noget, og dog vidste jeg, at vi var ødelagte, hvis jeg ikke handlede rask. Hallen var næsten halvt tom nu. Jeg kunde se Nikola staa paa den anden Side og tale alvorligt med Ypperstepræsten.
Korrespondenten lob forvirret frem og tilbage og klaedte sig paa midt i Stuen, trippede op og ned og gned Haenderne, mens han sagde: -Det bliver alvorligt, det bliver alvorligt. -Tror De? spurgte Tine angst og vendte sig fra Lysene. -Ja, alle venter, at det skal gaa los, blev Bladsjaelen ved og kom ikke i Vesten for Trippen.
Men Qvam, der stod og saá rundt paa de mange stramme Frøken-Korsetter, sagde til Frøken Kaas: -Dette er s'gu for alvorligt. Og han tog Madeira'en og begyndte at skænke i Glassene for at hæve Stemningen. Frøken Brandt, sagde han, De maa hjælpe mig....
"Jo," svarede han, "for Mænd men dèr vilde jeg dog helst altid se den Kvinde, jeg havde Agtelse for." "Er Byer saa slemme?" spurgte jeg med min lille Englestemme. "Fortæl mig om deres Faldgruber, saa jeg kan undgaa dem." "Først og fremmest maa De ikke tro alt, hvad Folk siger til Dem," sagde han alvorligt. "Naar man er saa ung som De, er jeg bange for, at man finder lutter Fristelser paa sin Vej."
"Det var en grim Afskedshilsen og et stygt Minde," sagde den unge Mand og saa alvorligt paa Thomas, idet han lod sig falde tilbage paa Toften ved Siden af ham. "Hæ, stygt Minde," vrængede Thomas foragteligt. Hans Stemme var saa rusten som et gammelt Spiger, og hans røde Skæg strittede som Piggene paa et sindssygt Pindsvin. "Stygt Minde, stygt Minde.