United States or Macao ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Fa'er er ikke kommet hjem, sagde hun. -Larsen siger det. Vi var begge helt blege. Og fortvivlet sagde Elisabeth: Aa Gud, aa Gud hvad skal det dog blive til ... Der sker en Ulykke. Vi gik ind, og vi satte os til Bordet for ikke at skræmme Moder. -Hvor det ligner Fa'er, sagde hun. Han vil ikke ha'e Flyttedagsmad. Kræsen Junker, saa bli'r han inde.
Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme, for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve; thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd.
Værten vilde ikke høre Tale om min Plan at drage over Bjergene uden Eskorte, og fortalte mig, at El Cuchille, den spanske Guerillas Chef, var ude samme Dag med sin Bande, og at det var ensbetydende med Døden under Tortur at falde i hans Hænder. Den gamle Præst mente derimod, at en fransk Husar ikke lod sig skræmme heraf, og denne Bemærkning gjorde det ganske af med mine Betænkeligheder.
Saa spiste jeg, hvad jeg orkede, og kom mig snart igen. Her ender min Fortælling. Siden har jeg været mange Gange ude efter Kvaner uden at lade mig skræmme; men det er ogsaa en dejlig Vej mellem Fjælde deroppe, kan I tro, saa smukt ved Solnedgangstide! Folk ler ofte ad mig, naar jeg siger det, men hvad gør det? Man er jo en gammel Kælling, og saa gør det jo ikke saa meget, at man er en Nar.“
Der var unge Studenter imellem, der var gamle, underlig jordslaaede Autodidakter, og der var unge Piger, der vilde laane Billedværker ... Dem var det morsomt at skræmme og imponere. Naar man saa paa dem med et eget lærd, dødt misbilligende Blik, kunde deres Forlegenhed stige til en selvudslettende Højde. Men der var ogsaa dem, der kom skridtende ind med en vis uindviet Fripostighed.
Hver Gang den forsøgte at følge de flygtede Menneskers Spor, maatte den vende om, naar den kom til de Steder, hvor de havde vadet med deres venstre Fod. Endelig fandt den en Overgang, og alle ved Tartunaq blev slaaede med Skræk, da Flammen nærmede sig. „Nu kommer hun for at skræmme os ihjel!“ raabte man. Nogle samlede Spækstykker fra Lamperne og gik Genfærdet i Møde.
Det var nok bedst at skræmme ham, det kunde dog gaa galt. Niels gjorde et langt Skridt frem imod ham og standsede saa. I samme Nu var Mandslingens Sikkerhed veget for Forfærdelse. Han holdt Hænderne afværgende frem for sig og veg baglænds ind over Fjældet. "Tyv, Tyv!" raabte han endnu en Gang. Saa vendte han sig og løb hurtigt ned mod Bygden. Niels stod og saa efter ham, mens han løb.
Den lærde Mand blev som til Sten, ikke en Nerve turde han bevæge for ikke at skræmme sit Bytte. "Vilde det nu bare spadsere lidt længere ned, helst lidt ud paa min Næse, saa kunde jeg se det og bestemme dets Slægt, Orden, Art og Klasse," tænkte han, betaget af Øjeblikkets Alvor. Og se, hans Ønske syntes at være en Befaling for Insektet.
Værten i den lille Landsby saa alvorligt paa de ankomne Gæster, to unge Malere, der agtede at tilbringe Sommeren dér. Selv var han gammel og let at skræmme, men skønt han var Krovært, havde han altid for Skik at advare Folk, naar der var Grund til Advarsler. De unge Mennesker lod sig dog ikke gaa paa, men fastholdt deres Ønske om at bo der i Sommer. Og derved blev det.
"Hør, Nina saa siger Du jo ingenting ... slet ingenting." "Slet ikke ..." "Ja, for ellers vilde det bare skræmme ham ..." Nina nynnede igen: "Naturligvis." Saa sad de lidt. Sofie saá gennem Døren ind i Spisestuen: Lampen gjorde den Damaskesdug helt skinnende. Det ringede nede paa Porten. "Mon han kommer allerede." Nina stod paa Springet til at lukke op i Entréen.
Dagens Ord